13-03-2001 |
|
Gode råd fra forældre til forældre om narko! |
![]() |
Mandag den 5. marts blev en ny lokal bogudgivelse præsenteret i byrådssalen på Grenaa Rådhus. Borgmester Gert Schou fik her overrakt bogen »Gode råd fra forældre til forældre«, der indeholder gode råd og konkret viden fra borgere i Grenaa til andre borgere i Grenaa om, hvordan man kan få de unge til at holde sig væk fra narko.
Én af initiativtagerne til bogen, skoleinspektør ved Grena Østre Skole (og far til tre) Carl-Aage Lykke Laustrup, udtaler følgende om udgivelsen:
- Vores primære interesse har været at få de unge væk fra narko. Det er vigtigt her at understrege, at Grenaa ikke har et større problem med narko end andre byer af samme størrelse - måske er det endda mindre på grund af afstanden til markederne. Vi vil bare ikke have det til at blive værre, siger han.
En anden initiativtager er ungdomsskoleinspektør Bo Lindballe (far til to), og han supplerer:
- Det nye med narko er ikke, at der er flere stoffer i omløb. Det nye er heller ikke, at førstegangsbrugeren bliver yngre og at udvalget af stoffer er meget bredere. Det nye er, at det ikke længere er socialt betinget, når man tager stoffer, eller at det kun foregår i visse kredse. Fagfolkene oplever, at alle unge er i en risikogruppe, og man frygter herfra også, at forhandlerne måske vil udvide markedet, så Grenaa bliver mere plaget end byen er i forvejen. Til gengæld oplever vi også det glædelige, at der er unge, der siger fra. Vi vil godt have flere til at sige fra, udtaler Bo Lindballe.
Kampagner ikke gode nok
- De unge får mange informationer fra skoler, ungdomsinstitutioner, landsdækkende kampagner med mere, og de har da også deres virkning. De er bare ikke gode nok, viser undersøgelserne. Det er fortsat venner, søskende og familie, der har den afgørende indflydelse, når de unge skal danne deres personlighed. Vi har derfor valgt at henvende os til de unges forældre, og vi mener, der skal sættes tidligt ind. Det er altså en lokal bog til lokale forældre. Vi håber, at vi med denne bog har fået sat fokus på forældrerollen, og at det kan være starten på en ny dialog både i hjemmet, blandt forældrene og i forhold til de institutioner i kommunen, der også har en opgave i forhold til børnene. Vi har ikke kun fokuseret på narko. Hvis bogen kan give forældrene et nyt syn på opdragelsen, og dermed give børnene et bedre liv nu og senere, er det en bieffekt, som har ligeså stor betydning for os, udtaler Carl-Aage Lykke Laustrup.
Borgermøde satte tingene i gang
Det hele udspringer egentlig af et borgermøde, der blev afholdt i Kulturhuset Pavillonen i Grenaa den 10. november 1999 under overskriften »Tager dit barn narko?«. Invitationen var underskrevet af de politiske partier i Grenaa, skolerne og ungdomsuddannelserne foruden Grenaa Samvirkende Idrætsklubber. Der var fra initiativtagernes side en generel bekymring for, at der ville ske en vækst i salget af stoffer til de unge. Borgermødet satte gang i dialogen og fik den lokale viden og ekspertise på området frem i lyset. De 130 deltagere fik derved et grundlag for at handle og et par gode råd med på vejen.
- Vi har så sammen med en række fagfolk ønsket at gøre noget mere, og hvis vi skulle få de unge til at enes om mottoet »Ingen kunder - ingen forhandlere«, var det nødvendigt med en ekstra indsats. Derfor denne bog, der retter sig mod forældre til de unge i Grenaa. Den er uden løftede pegefingre, men gode råd og lidt ny viden, fordi verden ser anderledes ud, end dengang vi forældre selv var unge, siger Bo Lindballe.
Han og Carl-Aage Lykke Laustrup takker i forordet til bogen alle, der har bakket op om idéen og ydet økonomisk støtte. Bogen er udelukkende lavet af lokale folk. Forfatterne og initiativtagerne er alle bosiddende i Grenaa Kommune og har lavet arbejdet i deres fritid.
Trykkeriet bag udgivelsen er GP-Tryk A/S i Grenaa, Hans Mogensen fra Photo Care i Grenaa har leveret fotografier, mens Egil Classen - byrådsmedlem for Grenaa-Listen og ansat i ungdomsskole-regi - har lavet illustrationer og grafik til bogen. Forfatter-listen tæller navne som kriminalinspektør Henning Knudsen, gademedarbejder Peter B. Nielsen, klubleder Thomas Lind, Bent Andersen fra Dansk Folkeparti, Egil Classen, sognepræst Ulla Morre Bidstrup, Venstre-manden Kai Hansen, dommer Knud Have, socialdemokraten Niels Erik Iversen, formanden for Samrådet for de uniformerede ungdomskorps i Grenaa, Børge Juul Jensen, direktør i Grenaa Kommune Birgit Skov Jensen, SFeren Tom Mortensen, De Konservatives Lisbeth Steninge og to af de Grenaa-borgere, der deltog aktivt i debatten på borgermødet, Mette Kirk og Birgith Madsen.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000