13-03-2001

Sponsor-svømning i Grenaa Svømmeklub

Grenaa Blad logo

Grenaa Svømmeklub vil igen i år satse på at skaffe penge til klubbens bedste svømmer via begrebet sponsor-svømning, der blev introduceret med stor succes sidste år ved samme tidIgen i år vil svømmerne på Grenaa Svømmeklubs 1. hold i forbindelse med sponsorsvømning forsøge at tjene penge til nogle af deres fremtidige aktiviteter. Her tænkes blandt andet på den årlige træningslejr til udlandet, som giver mulighed for intensiv træning inden en stor del af svømmerne deltager i enten De Åbne Danske B-mesterskaber eller De Danske Junior- og Senior-mesterskaber.

- Sidste år gik turen til Italien og den 4-timers daglige træning gav resultat, idet en stor del af svømmerne slog deres personlige rekorder til de efterfølgende mesterskaber, og en enkelt endda opnåede en flot 2. plads ved De Åbne Danske B-mesterskaber, beretter klubbens 1. holdstræner Karen T. Andersen i det seneste klubblad, og hun fortsætter:
- I år er allerede to svømmere under kravtiden til De Danske Junior- og Senior-mesterskaber, og en stor del også til De Åbne Danske B-mesterskaber, og vi håber selvfølgelig på at kunne give dem den bedst mulige forberedelse til deres deltagelse, skriver hun.

Sponsorsvømningen kommer i år til at foregå i forlængelse af klubbens Børnestævne den 17. marts. De 22 førsteholdssvømmere vil blive delt i to hold som hver svømmer i 2 timer. Indenfor denne tidsramme skal den enkelte svømmer forsøge at svømme så langt som muligt. Forinden selve svømningen har svømmerne været ude ved virksomheder og forretningsdrivende i Grenaa og omegn og spørge, om ikke de har lyst til at støtte den enkelte svømmer med enten et fast beløb eller et bestemt antal øre pr. meter, som svømmeren når at svømme på de to timer. Til gengæld for deres støtte får de mulighed for at få en reklame op i svømmehallen under børnestævnet, og deres navn og firma bliver nævnt, idet den pågældende svømmer plasker deruda’.

- Sidste år gav en stor del af de lokale virksomheder og forretningsdrivende deres støtte til arrangementet, og vi håber selvfølgelig på den samme gode opbakning i år, udtaler Karen T. Andersen i klubbladet.

I samme blad annonceres endvidere generalforsamling i henholdsvis Grenaa Svømmeklub og i Grenaa Svømmeklubs Livredderforening. Hvad førstnævnte angår lyder dagsordenen på beretning ved formanden Rita Hauge, regnskabsaflæggelse foruden diverse valg til bestyrelsen. På valg til bestyrelsen er i år Mariann Christensen, Jette Wulff og Käthe Pedersen. Tage Skifter og Leif Svendsen er på valg som revisorer, mens Maja Ramsgaard og Niels Kjeldsen er på valg som revisorsuppleanter.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000