13-03-2001

Lyrik-café med to anerkendte digtere hos Bog & Idé i Grenaa

Grenaa Blad logo

Onsdag den 14. marts inviterer Folkeligt Oplysnings Forbund og Bog & Idé på Torvet i Grenaa til en »Lyrik-Café« med to kendte, danske digtere. Rasmus Nikolajsen, der er født og opvokset i Grenaa, og Peter Laugesen kommer og læser op af egne digte, og arrangementet foregår hos Bog & Idé.

- Denne aften har man chancen for at opleve litteraturen på en anden måde, samtidig med at oplevelsen deles med andre. Der er derfor grund til at glæde sig til at høre de meget roste værker formidlet af de forfattere, der selv har skabt dem, siger FOF-skoleleder Lene Fribo.

Først skal man høre den unge digter med de lokale rødder, Rasmus Nikolajsen, der læser højt af sin meget roste debut-digtsamling »Digte om lidt«.

- Han siges at være den nye komet på poesiens Danmarkskort. Rasmus Nikolajsen studerer p.t. litteraturvidenskab på Københavns Universitet, men kommer denne aften »hjem« og læser fra hans debut-digtsamling »Digte om lidt«, der har fået helt fantastiske anmeldelser, fortæller Lene Fribo.

I pausen vil der blive serveret sandwich fra Café Koks samt et glas vin.

Herefter er det den kendte Peter Laugesen’s tur. Her er der tale om en digter med mange udgivelser bag sig, og som han selv siger om sin produktivitet: »Jeg forsøger at skrive farvel til alt, hvad jeg har set«.

Han er netop nu aktuel med bogen »Trashpilot«.

- Jeg skriver ingens biografi - slet ikke min egen. Jeg skriver om alle de ting, der gør verden stor og smuk og det rager ingen. Ingen, udtaler han. Ikke desto mindre køber folk altså hans bøger.

Efter de to oplæsninger vil der være mulighed for at få en snak med forfatterne om deres værker.

Billetter til denne lyrik-café kan købes ved henvendelse til Bog & Idé eller FOF i Grenaa.


Peter Laugesen læser op af egne digte i forbindelse med en lyrik-café hos Bog & Idé på Torvet i Grenaa onsdag den 14. marts.

En ny, ung digter med lokale rødder, Rasmus Nikolajsen, kan opleves i forbindelse med lyrik-caféen hos Bog & Idé onsdag i næste uge.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000