13-03-2001

Forsøg med hundevagt ved to Grenaa-skoler ser ud til at dæmpe hærværk/indbrud

Grenaa Blad logo

Indenfor det sidste års tid er tilfælde af indbrud, hærværk og tyveri fra Grenaa Kommunes skoler på det nærmeste eksploderet. Ekstraordinære udgifter i forbindelse med denne form for kriminalitet på skolerne - der vel at mærke typisk begås udenfor skolernes åbningstid - overstiger i denne periode 1 million kroner. Det har nu fået skoleledelser og forvaltning til at forsøge sig med en hundevagtordning på forsøgsbasis ved Vestre og Søndre skoler, og de foreløbige meldinger fra skolerne går på, at skilte fra vagtfirmaet, og vagtrundering aften og nat ved de to skoler har helt klart har lagt en alvorlig dæmper på de natlige udfoldelser.

Specielt Søndre Skole har gennem længere tid været hårdt ramt af indbrud og hærværk, og det hele kulminerede i påsken sidste år, da omfattende hærværk omkring én af skolens gymnastiksal endte med en voldsom brand, der har medført en forsikringsskade-erstatning på op til 812.170 kroner. Siden har der været en række andre godt nok mindre alvorlige episoder, men ikke desto mindre alvorlige nok via omfattende rudeknusning mod ungdomsskolens lokaler, mod klasselokaler, ved gymnastiksale og ved svømmehallen. Alene omkring nytår blev der smadret ruder for 22.000 kroner på Søndre Skole. Indbrud på skolen er ofte sket fra det flade tag, hvorfra man nemt kan bevæge sig hen over skolens område. Et tagvindue smadres, hvorefter man via en medbragt stige kravler ned i skolens lokaler. Selv om alarmen går i gang, er de pågældende personer så kolde i en vis legemsdel, at de ofte når både at stjæle og ødelægge. At åbne for brandhanerne, og derefter lade vandet fosse ud over skolens gulvarealer, har også været blandt hærværksmændenes foretrukne sysler ved nattetide på skolen. Så et par gange har rengøringsfolkene stået i vand til anklerne, idet de har mødt på skolen en årle morgenstund.

Flere indbrud på samme nat
Og de pågældende har fra tid til anden været så frække, at de har lavet deres indbrud i flere ombæringer samme nat. Altså vendt tilbage til skolen efter at politi og personale har været til stede ovenpå et indbrud. Nogle gange har man »nøjedes« med at begå hærværk for 50.000 kroner - andre gange har man benyttet lejligheden til at stjæle harddiske og PC-programmer for flere tusinde kroner. Og med mindre der er tale om brandskade, er der tale om ting, inventar og effekter, som kommunen/skolen selv skal erstatte, idet Grenaa Kommune er selvforsikret i forhold til skoler og institutioner med videre. Fra Grenaa Rådhus refunderer man nogle af skolernes udgifter på denne konto, men ikke alle. Noget af det klarer skolerne selv indenfor deres respektiver budgetrammer. For år 2000 har Søren Kanne Skolen fået refunderet 7.847 kroner, Østre Skole 80.339 kroner og endelig har Søndre Skole fået 59.664 kroner. Og så var der jo også en »lille« ildebrand til 812.170 kroner, men her er det skolens brandforsikring, der dækker.

Bægeret er fuldt
I en del år har man i Grenaa Kommune blot lavet tillægsbevillinger i takt med at regningerne fra skolerne på hærværk er løbet ind, men nu har det altså taget et omfang, hvor man både på politisk og forvaltningsmæssigt niveau føler, at der skal gøres noget drastisk for at få sat en stopper for denne omsiggribende vandalisme. Preben Brandstrup Hansen fra Familie- og Kulturforvaltningen fortæller, at en måned med hundevagt-rundering via Djurs Vagt & Hundepatrulje har givet positive erfaringer, som man nu bygger videre på. Søndre Skole har haft et enkelt - beskedent - indbrud i skolernes vinterferie i uge 7. Ellers har der været roligt.

- Vi har besluttet at forlænge denne forsøgsordning med en måned inden vi tager endelig stilling til, om vagtrundering skal være en permanent ordning ved folkeskolerne. Vi er på den led også i dialog med Falck Securitas med henblik på at de skal fremkomme med et tilbud til bedre sikring af vores skoler, og den del skal også med ind i overvejelserne, inden vi beslutter os endeligt, siger Preben Brandstrup Hansen.

Erik Hoberg har to kasketter på i forbindelse med denne sag. Dels er han byrådsmedlem for Socialdemokratiet og dels er han skoleinspektør ved Søndre Skole. Uanset hvilken kasket han tager på, så er han umådeligt ked af, at det tilsyneladende er nødvendigt at stå på hovedet for at sikre skolerne mod indbrud og hærværk.

- Det er et skidt signal at måtte sende ud, men sådan er virkeligheden. Desuden går der meget tid og mange ressourcer tabt undervejs, og det kan ikke være rimeligt, at man på skolerne skal bruge så meget krudt på den slags. Det ér simpelthen noget vi skal have styr på, og det at de pågældende risikerer at løbe på en hundevagt, tror jeg helt klart har en præventiv effekt. Det har jo også vist sig den første måned, hvor der har været meget stille omkring skolen, siger Erik Hoberg til Grenaa Bladet.

Han vil dog gerne understrege, at problemet i det store og hele kun eksisterer udenfor skolens åbningstid.

- Skolen er åben hver dag fra tidlig morgen til sen aften, og der er utroligt få ting, der sker i dette tidsrum. Det vil sige, at det ikke er skolens brugere der er problemet, men derimod en lille hård kerne af rødder, som vi skal have spændt ben for, slutter Erik Hoberg.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000