26-02-2001

20 år som Mazda-mand i Grenaa torsdag d. 1. marts

Grenaa Blad logo

På torsdag den 1. marts kan Poul Erik Sørensen fejre 20 års jubilæum som Mazda-forhandler i GrenaaLokal autoforhandler kan fejre jubilæum

20 år som Mazda-mand i Grenaa torsdag d. 1. marts
Indehaveren af Grenaa Bilcenter på Fasanvej i Grenaa, Poul Erik Sørensen, kan på torsdag den 1. marts fejre sit 20 års jubilæum som Mazda-forhandler i Grenaa. Og det har han valgt at markere ved at sætte fire fabriksnye, specialudstyrede Mazda 626’ere til salg til en speciel jubilæums-pris - og efter først-til-mølle-princippet - med start på selve jubilæumsdagen. Se annonce andetsteds i Grenaa Bladet.

Poul Erik Sørensen blev således Mazda-forhandler den 1. marts 1981, men det var ikke fra den nuværende adresse. Det foregik i stedet på Søndergade i Grenaa, hvor han i 1979 overtog tankstation, autoforhandling og autoværksted fra sin gamle mester siden 1968, Kaj Nielsen. Samme lokalitet som i dag huser henholdsvis en Statoil-tankstation og Aldi’s discountbutik.

Dermed blev Poul Erik Sørensen samtidig forhandler af Saab og Polski Fiat, men han var ikke selvstændig autoforhandler i ret mange dage før han kunne se, at det ikke var de to mærker han og hans folk skulle leve af. I 1980 stoppede Kaj Pedersen på Kølvej som Mazda-forhandler, og forhandlingen var således blevet ledig i Grenaa. Den snuppede Poul Erik Sørensen så året efter, og det har han aldrig haft grund til at fortryde.

- Det var det helt rigtige tidspunkt, at jeg fik fat i Mazda-forhandlingen. I det hele taget boomede salget af japanske biler i Danmark i 80’erne, og for Mazda’s vedkommende var salget støt stigende helt frem til 1990. Det bedste år var 1986, hvor vi solgte 240 fabriksnye Mazda’er, men det år tabte jeg også 12 kilo i forhold til min idealvægt, så der blev løbet stærkt, fortæller Poul Erik Sørensen, der kan se tilbage på 20 spændende år som Mazda-forhandler i Grenaa.
- Det har været 20 gode år med nogle kanongode biler, der har gennemgået en fantastisk teknologisk, sikkerhedsmæssig og det hele taget kvalitetsmæssig rivende udvikling. Og så ikke mindst at opleve glæden ved at have en masse trofaste kunder, hvoraf nogle har været kunder gennem samfulde 20 år. Nogle har købt både 10, 12 og 14 Mazda’er hos os, siger Poul Erik Sørensen, der har regnet ud, at Grenaa Bilcenter har solgt cirka 3.000 Mazda’er i løbet af de 20 år.

En pæn håndfuld af hans medarbejdere har også været med hele vejen - eller næsten hele vejen - og til dem hører Erling Johnsen, Knud Erik Jensen, Jens Lindhardt og Paw Klausen. Firmaet beskæftiger p.t. 18 mand. Ved starten i Søndergade var man en 7-8 stykker, så man kan roligt sige, at Grenaa Bilcenter har haft vokseværk. Under de helt store salgsår var man helt oppe på at være 24-25 mand, men her spiller bilernes teknologiske udvikling bestemt en væsentlig rolle i dette »mandefald«.

- Der er jo i vore dage tale om et high-tech kvalitetsprodukt, der har vundet priser her der og alle vegne. I »gamle« dage skulle der jo skiftes olie og laves serviceeftersyn ved 5.000 km. Nu går der 15.000 km. før vi ser bilen. Nu kan en bil klare sig med 18 liter olie og seks skift for at køre 100.000 km. Førhen var en kunde forbi værkstedet 20 gange til olieskift for at køre den samme distance og med et forbrug af 60 liter olie. I det hele taget er der blevet mindre og mindre at lave på bilerne, fordi alle sliddele også har gennemgået en fantastisk udvikling. Et sæt bremseklodser skulle førhen skiftes ved 10.000 km. Nu kan der rask væk køres 40-50.000 km., siger Poul Erik Sørensen, der med den beskedne prisudvikling in mente gerne vil vove den påstand, at det aldrig har været billigere at køre i bil i Danmark, end det er lige nu.
- I 1996 kostede den gamle 626-model 195.000 kroner. Her i 2001 sælger jeg den splinternye model - med meget mere udstyr - for 199.000 kroner. Når man så samtidig kigger på det, at der er blevet længere mellem eftersynene og mindre at lave på bilerne generelt, så er der faktisk belæg for at mene, at det aldrig har været billigere at køre i egen bil i Danmark, selv om staten gør hvad den kan for at gøre livet svært for både importører. forhandlere og kunder, siger Poul Erik Sørensen med henvisning til begreber som told på import af japanske biler, astronomiske registreringsafgifter, uhensigtsmæssige bilskade-regler, en høj benzinafgift med videre.

I 1996 fik Grenaa Bilcenter i øvrigt nogle flere varer på hylden, idet Suzuki’s bilprogram nåede til Danmark. Pludselig kunne der købes Alto’er, Baleno’er, Swift’er og Wagon R på Fasanvej, og den ekstra volumen det har medført, har givet forretningen endnu et løft i den rigtige retning.

- Med de krav kunderne berettiget kan stille til en forretning som vores, er det nødvendigt med en sådan volumen. Minimumsmålet er et salg på 125-150 fabriksnye biler om året, siger Poul Erik Sørensen, der ser med stor fortrøstning på fremtiden som Mazda-Suzuki-forhandler i Grenaa, selv om forhandlernettet i Danmark står foran at blive skåret ned fra 70 forhandlere til cirka 50 forhandlere i den nærmeste fremtid.

- Det ser fornuftigt ud, siger han på jysk!

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000