19-02-2001 |
|
Grenaa amatør grand prix |
![]() |
For 3. år i træk afholdes der nu Grenaa amatør grand prix i grenaa bowlingcenter.
Arrangementet er, igen i år, blevet til ved et samarbejde imellem Bowlingcentret og Kalle K Booking, som begge, igennem de sidste 3 måneder,har sat himmel og jord i bevægelse, for at kunne give Grenaaenserne, endnu en smagsprøve på alt det gode amatørmusik, der findes i det ganske, danske land.
I år kommer orkestrene ikke kun fra Grenaa og omegn, grand prixet kan rent faktisk bryste sig med, at have deltagere fra så fjerne steder som Fredericia og Ålborg.
De deltagende orkestre vil, modsat tidligere år, kun blive bedømt af 3 uafhængige dommere, som vil vurdere dem, ud fra blandt andet talent, sammenspil, evne til at fange publikums interesse m.m.
I år er det også lykkedes at få en førstepræmie, der nok skal kunne få de fleste orkestre frem fra de dunkle øvelokaler. Der er nemlig stillet en førstepræmie på højkant på 10.000 kr., som venligst er blevet sponsoreret af Djurslands bank.
Derudover vælter de nærmest ind med præmier til de øvrige orkestre, i form af gavekort til Grenaa Gocart Center, solbriller til hele orkestret fra Topsyn, gavekort til Step-In, dette for blot at nævne nogle af de flotte præmier, som man kan forvente at rende med, som deltagende i grand prixet.
Amatør grand prixet vil finde sted på fredage i perioden 2. marts til 15. juni. Der vil i år ikke blive taget entré, da dette tidligere har vist sig at være en unødvendig foranstaltning.
Indsamlere efterlyses
Menighedsrådet i Grenaa mangler stadig frivillige, der har lyst til at bruge et par timer den 4. marts på at samle ind til fordel for Folkekirkens Nødhjælp.
Lige som mange andre sogne over hele landet har Grenaa valgt at støtte Folkekirkens Nødhjælps årlige sogneindsamling, der i år foregår søndag den 4. marts. »Vi mangler stadig frivillige, der har lyst til at bruge et par timer søndag den 4. marts«, siger indsamlingslederen.
Når de frivillige har tilmeldt sig indsamlingen, skal de blot møde op på selve dagen ved Kirkecentret klokken 11.30. Her får de udleveret en indsamlingsbøsse og en rute, der på forhånd er tilrettelagt. Efter endt benarbejde og fyldte raslebøsser står der en kop kaffe klar til at varme sig på.
Det er tredje gang, at Folkekirkens Nødhjælp arrangerer sogneindsamling.
Formålet er at samle ind til de fattigste af de allerfattigste i verden. Sidste år lykkedes det os at samle 17.000 kr. ind her i Grenaa, og da havde vi kun indsamlere til at dække ca.1/3 af Grenaa sogn. I år håber vi at skaffe de 50 indsamlere, der skal til for at dække hele byen.
På landsplan blev der indsamlet seks millioner kroner sidste år. Disse penge gik blandt andet til de kasteløse, som lever under kummerlige forhold i Indien.
I år har Folkekirkens Nødhjælp valgt at sætte fokus på fattige kvinder i Afrika. Kvinderne har sjældent mulighed for at forbedre deres dårlige levevilkår, fordi de ofte bliver tidligt gift, aldrig lærer at læse og skrive og er underlagt mandens krav og behov.
Derfor støtter Folkekirkens Nødhjælp undervisning, oplysning og retshjælp, så kvinderne lærer at blive bedre til at dyrke jorden, give deres børn bedre kost, oprette egne småvirksomheder og kræve en ligeværdig plads i familien.
Frivillige, der har lyst til at samle ind den 4. marts, kan henvende sig til indsamlingsleder Anne Marie Mortensen på tlf. 85325156.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000