19-02-2001 |
|
Østjyllands drejende frihedssymbol: Vindmøllerne ved Grenaa Havn |
![]() |
Hurra for vindmøllerne ved Grenaa Havn. Hvilken flot modtagelse får søfarende ikke, når øjet skuer disse høje hvide møller. Vores havn kommer igen til at være noget, ud over det negative sted, hvor skibene skrottes og gammelt jern ligger i stakke.
Ved en havn skal der være noget, der rager op, det er et tegn på aktivitet. Heldigvis fik vi jo en høj kran, men denne kan ikke gøre det alene. Og tænk sig, disse møller kan også lave strøm uden den voldsomme forurening, der kommer fra traditionelle kraftværker. Ordet frihedssymbol er netop anbragt i overskriften for at fortælle, at vi nu ikke mere skal være så afhængige af fossile brændsler.
Når man læser den nye rapport fra FN’s klimaforskere, bliver man lidt uhyggelig til mode, vi »skal« have standset opvarmningen af planeten Jorden.
Min eneste betænkelighed har været om møllerne skulle støje og derved genere nogle medborgere, men hvis det skal klares ved at fjerne den inderste mølle, så er alt jo vel.
Det har altid været en glæde ved rejser sydpå at de de mange møller i havnene, de har symboliseret en pagt med naturen. Det er da en glæde, at vi kan gøre ligeså med moderne møller i Grenaa. Bravo.
Venlig hilsen
Preben Fruelund
Æblerosevej 27
8500 Grenaa
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000