19-02-2001 |
|
Få facts på bordet omkring vindmøllerne! |
![]() |
Jeg vil ikke trætte læserne med alle mulige holdninger for eller imod vindmøllerne, det er gjort i rigt mål gennem den sidste tid i aviserne. Der skal dog ikke herske tvivl om, at min holdning til vindmøllerne d.d. har været positiv, og jeg har kunnet tilslutte mig tilhængernes syn og holdninger til selve vindmølle-projektet og hvad det ellers åbner op for af nye tiltag på havnen.
Det positive er imidlertid forsvundet, da jeg for nylig, tilfældigt, bliver bekendt med, at havneudvalget skulle have udsendt nogle »fortrolige papirer« omhandlende nogle økonomiske drøftelser med Jysk Vindkraft omkring, hvorledes Jysk Vindkraft bedst kunne »købe sig ind« på havnen. Noget for noget, kan man vel også kalde det. Hvad aftalen er endt med, vides af gode grunde ikke.
Ligeledes undrer det mig meget, når flere fremtrædende personer, i aviserne, giver udtryk for, at Vindmølleprojektet og VE-gruppen A/S på ingen måde har noget med hinanden at gøre, når de så tilsyneladende er nævnt i sammenhæng i de »fortrolige papirer«.
At de »fortrolige papirer« forefindes, er jeg ikke i tvivl om, men indholdet af det »fortrolige« har jeg af gode grunde ikke læst, så hvad der står i dem, og hvordan det skal fortolkes, synes jeg, at Havneudvalget skal gøre rede for snarest. Alle borgere har krav på at vide, hvilke betingelser og aftaler, der er lavet, i enhver form for nyt tiltag i Grenaa Kommune. Hvorfor skal der forties om det?
Tiden er knap, da der er frist den 27. februar for indlevering af indsigelser og høringssvar til Energistyrelsen omkring vindmølle-projektet.
På den baggrund mener jeg, at der på byrådsmødet den 20. februar klart må redegøres for, hvad der er så fortroligt. Da der jo i byrådet sidder folk, der også har store interesser i havnen, og som følge deraf må have kendskab til de »fortrolige sager«, skulle det være muligt. Det kan ikke være i nogens interesse, at en så vigtig »sag« for Grenaa Havn og Grenaa Kommunes fremtid, skal vurderes på forskellige grundlag.
Jeg ser det yderligere som rigtigst, at diverse byrådsmedlemmer får mulighed forat gå tilbage til baglandet og få snakket det hele godt og grundigt igennem igen. Så må fristen for indlevering af høringssvar udsættes.
Med venlig hilsen
Lars Skak
Irisvej 15
Grenaa
Grenaa-Listen
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000