23-01-2001 |
|
Grenaa Jagtforening har indgivet protest mod de 9 havvindmøller |
![]() |
Grenaa Jagtforening ved kasserer Stig Vogel har indgivet en officiel protestskrivelse mod den planlagte opførelse af 9. stk. 100 meter høje vindmøller 2,4 km. ud i havet fra Grenaa Havn. Skrivelsen er i enslydende kopier blevet sendt til henholdsvis Århus Amtsråd, Skov- og Naturstyrelsen, Energistyrelsen, Grenaa Byråd og den lokale presse.
Ordlyden i protestskrivelsen er som følger:
»Disse kolossale møller vil visuelt spolere miljøet på det østligste Djursland, idet de vil dominere ethvert synsindtryk i hele dette område. Dertil kan lægges den voldsomme støj disse møller vil frembringe. Dette vil - især ved østlige vinde - gå ud over havnekvarteret, lystbådehavnen og sommerhuskvarteret - og dermed turismen. Udover disse gener for befolkningen må man ikke overse det forhold, at møllernes tilstedeværelse kan gøre livsbetingelserne for den vigende bestand af dykænder og edderfugle fra et meget stort område yderst vanskelige. Dette forhold er omtalt i Danmarks Miljøundersøgelsers rapport fra 1997 om de små Tunø Knob-vindmøller på 39 meters højde. Konsekvensen af projektet for Grenaa og Østdjursland bliver, at man ofrer vor enestående natur, og får absolut intet til gengærd. Hverken kompensation eller fremtidige arbejdespladser«, lyder det fra Grenaa Jagtforening, der har 310 medlemmer på Østdjursland.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000