23-01-2001 |
|
Scandic-kæden trækker sig ud af sin hoteldrift i Grenaa |
![]() |
Senest ved udgangen af år 2003 trækker den landsdækkende Scandic-hotelkæde sig ud af sin hoteldrift i Grenaa. Denne oplysning har Grenaa Bladet fået bekræftet hos både Scandic-kædens adm. direktør Hans Frank og Stena Line’s terminalchef i Grrenaa, Inge Lise Riis. Hans Frank oplyser, at man efter gensidig overenskomst og forståelse med Stena Line, der ejer hotelbygningerne til Scandic Stena Line Hotel Grenaa, er nået frem til, at man, idet den nuværende kontrakt udløber med udgangen af 2003, stopper med at drive hoteldrift i Grenaa. Forretningsgrundlaget er ganske enkelt ikke godt nok, vurderer Scandic.
- Belægningen er for dårlig, og specielt i vinterhalvåret er den helt gal, siger Scandic’s adm. direktør Hans Frank til Grenaa Bladet. Han henviser her blandt andet til en omstændighed, der ikke just har gjort det nemmere at drive et stort hotel i Grenaa om vinteren, nemlig det, at passagertransporten pr. færge mellem Grenaa og Sverige jo på det nærmeste er ophørt i vinterhalvåret som følge af Stena Line’s seneste omstruktureringer på Grenaa-Varberg-overfarten. Hans Frank udtaler endvidere, at skulle det lykkes for Stena Line at sælge hotellet til anden side inden udgangen af 2003, er man hos Scandic indstillet på at trække sig ud af hoteldriften i Grenaa inden kontrakten udløber. I modsat fald fortsætter Scandic med at drive hotellet videre i hele kontraktperioden. Den nye aftale, der er indgået mellem Stena Line og Scandic indebærer i øvrigt, at hoteldriften i Frederikshavn fortsætter med Scandic som hoteldrifts-forpagter udover den indgåede kontraktperiode.
Stena Line’s terminalchef i Grenaa, Inge Lise Riis, kan bekræfte disse oplysninger fra Scandic-kæden.
- Der er sket det, at Scandic ønsker at trække sig ud af hotellet i Grenaa, som Stena-koncernen ejer, men at det ikke nødvendigvis sker før kontrakten udløber med udgangen af 2003. Der er således god tid til at finde en ny løsning, og Stena vil først og fremmest satse på at finde en køber, der vil fortsætte hotelvirksomheden på stedet. Scandic’s ønske om at trække sig er da også helt iorden set i lyset af de ændrede forudsætninger for driften af hotellet, som er sket efter indgåelsen af kontrakten, siger Inge Lise Riis, der slutter med at fortælle, at Stena i den nærmeste fremtid vil tage kontakt til en ejendomsmægler med henblik på at få solgt hotelbygningerne ved Grenaa Strand.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000