23-01-2001 |
|
FOF-tilbud i 3 kommuner |
![]() |
Folkeligt Oplysnings Forbund er klar med et nyt program, der dækker over aftenskoletilbud i hele tre kommuner - Grenaa, Nørre Djurs og Midtdjurs. I FOF’s forårsprogram finder man blandt andet forskellige foredrag. Den 7. februar er der således et foredrag, hvor stylist og dekoratør Iben Donatzsky vil fortælle og vise lysbilleder med inspiratione til »drømmeboligen«. Den 21. februar vil cand. phil. Anita Mosfeldt Laursen holde et foredrag om Per Kirkeby - »Kunsten at tage uden ord«. I samarbejde med Grenaa Kunstforening laves et ekstra kunstforedrag på Restaurant Filip, idet de første foredrag hurtigt blev fyldt op. Foredraget »Et bord i Toscana« kan opleves tirsdag den 27. februar, hvortil »Filip« vil lave en 3-retters italiensk menu, der vil blive serveret efter foredraget.
Søren Ryge Petersen er også på FOF’s forårsprogram. Han vil fortælle om og vise eksempler på sit mangeårige arbejde med TV via DR- Derude-redaktionen. Dette foredrag laves i samarbejde med Kulturhuset Pavillonen, og kan opleves onsdag den 7. marts. Et nyt tiltag er sat i søen med samarbejdet med Bog & Idé på Torvet i Grenaa. Her laves den 14. marts en lyrik-café med forfatterne Rasmus Nikolajsen, som er lokal, og Peter Laugesen. Lotte Rømer kommer en smut til Grenaa den 20. marts med foredraget »Tungnem i middelsvær grad«. Dette laves i samarbejde med Ménière- og Tinnitus Caféen i Kulturhuset Pavillonen.
I Nørre Djurs tilbyder FOF også foredrag. Èt foredrag laves i samarbejde med Gjerrild og Omegns Borgerforening og Kulturraketten. »En landsbytosse fortæller - Wierødderne synger« kan opleves søndag den 1. april på skolen i Gjerrild og den 4. april åbnes dørene igen for et kig indenfor i nonnernes verden. I foredraget »Klosterliv« vises nonnernes nye video, hvorefter der bliver mulighed for at stille spørgsmål til én af søstrene på Sostrup Slot. Der sluttes af med korbønnen i den nye klosterkirke.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000