15-01-2001

Fire mand fængslet i sag om narkosalg og indbrud

Grenaa Blad logo

Et anonymt tip satte Grenaa Politi i stand til at anholde fire unge mænd fra Grenaa i sidste uge. Tippet gik i førtste omgang på, at en 21-årig mand solgte ecstasy-piller til en større kreds af personer i Grenaa. En ransagning af den 21-åriges bopæl førte da også til fundet af cirka 70 ecstasy-piller, som den unge mand erkendte var købt med henblik på videresalg. Han lagde med andre ord kortene på bordet, og erklærede sig også skyldig i en sigtelse for overtrædelse af loven om euforiserende stoffer foran en dommer, da han torsdag i sidste uge blev fremstillet ved et grundlovsforhør ved retten i Grenaa. Når tre andre unge mand blev hevet med ind i sagen hang det sammen med, at man hos den 21-årige ligeledes fandt en række effekter, der stammede fra diverse indbrudstyverier i Grenaa. Blandt andet på Grenaa Tekniske Skole og Grenaa Gymnasium foruden et lager i Søndergade, hvorfra der blev stjålet diverse solarieprodukter - cremer og olier med videre. Politiets efterforskning førte til en sagsfremstilling, hvor den 21-årige blev sigtet for hæleri, mens de tre andre - en 18-årig og to 20-årige - blev sigtet for indbrudstyverierne. Disse tre ungersvende blev også fremstillet ved grundlovsforhøret, men de nægtede sig alle tre skyldige i sigtelserne. Ikke desto mindre valgte dommeren af varetægtsfængsle alle fire for 14 dage. De kærede hver især kendelsen til Landsretten, som imidlertid ikke havde talt ved redaktionens slutning.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000