15-01-2001

Djurslands Teater må hænge den røde lygte ud

Grenaa Blad logo

Djurslands Teater har måttet hænge den røde lygte ud i forbindelse med førstkommende lørdags teaterforestilling i Grenaa Kino. Der er med andre ord totalt udsolgt til Privat-Teatres udgave af den udødelige farce »Den Grønne Elevator« med Lisbeth Dahl og Claus Ryskjær i hovedrollerne.

Teaterpublikummet har altså ikke villet gå glip af denne kæde af accelererende lattereksplosioner, som anmelderne garanterer, at publikum vil blive udsat for denne lørdag den 20. januar. Forestillingen er på Danmarksturné frem til den 24. februar.

Djurslands Teater har for sin del yderligere to forestillinger på programmet for indeværende sæson, og det er således stadig muligt at opleve levende, professionelt teater på Djursland, selv om billetterne til »Den Grønne Elevator« er blevet revet væk. I begge tilfælde er det Det Danske Teater der gæster byen. Første gang søndag den 11. marts med musikteaterforestillingen »Ballader om kunst og kærlighed - med blandt andre Stig Rossen - og igen torsdag den 29. marts med Nikoline Werdelins »Den blinde maler«, der blandt andre har Tommy Kenter på rollelisten. Billetter til disse to forestillinger kan bestilles via henvendelse til Djurslands Teaters kontor. Se i øvrigt annonce andetsteds i Grenaa Bladet i denne uge.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000