15-01-2001

Kino’s program

Grenaa Blad logo

Grenaa Kino’s program i indeværende uge byder på den danske succes-film »Italiensk For Begyndere« af Lone Scherfig, tegnefilmen »Pokémon 2000«, den kinesiske storfilm »Tiger På Spring, Drage I Skjul« og Arnold Schwarzeneggers nyeste film »Den 6. Dag«. Endvidere kan man fra og med fredag den 19. januar opleve Bruce Willis i en slags opfølgning på den meget vellykkede »Den Sjette Sans«, som blev én af de allermest sete film i 2000. Instruktøren er den samme, men historien er en helt anden, omend mystikken også breder sig ud over alle grænser i »Unbreakable«, som filmen hedder. Bruce Willis er passager i et tog, der forulykker så voldsomt, at alle dør - undtagen Bruce Willis. Han slipper fra ulykken uden så meget som en skramme, og det viser sig, at han ganske enkelt ikke kan gå i stykker. Han er »unbreakable«. Undervejs møder han sin absolutte modsætning hvad det angår, spillet af Samuel L. Jackson, der blev født med brækkede arme og ben. Bruce Willis’ helt specielle evner gør, at han er den udvalgte til en helt speciel opgave, der kort fortalt handler om det godes kamp mod det onde.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000