11-01-2001 |
|
LOF Nørre Djurs er gået i luften med sit vinterprogram |
![]() |
Den relativt nystiftede aftenskoleafdeling i Nørre Djurs Kommune under Liberalt Oplysnings Forbund har netop taget hul på sit vinterprogram. LOF Nørre Djurs - med den tidligere LOF-Grenaa skoleleder Gudrun Lundemose ved rorpinden - forsøger her i første halvår af 2001 at starte hele 17 aftenskole/enkeltdagshold op under folkeoplysningsloven. I indeværende uge skulle 3 af disse hold allerede være startet op. Der er tale om et hold for alle håndarbejdsinteresserede (knipling/patchwork) og to hold indenfor porcelæns- og glasmaling - som omtalt i sidste uges udgave af Grenaa Bladet, hvor LOF Nørre Djurs også præsenterede vinterprogrammet i sin helhed via en halvsides annonce.
Således er nye og andre hold på vej, og overskrifterne for disse er »Bevæg dig - bevar dig«, »EDB« og »Blomsterbinding«. Således er der planlagt oprettelse af fire bevægelseshold - herunder callanetics, bevægelse og afspænding. Lærer er afspændingspædagog Katja Hestbech, der opfordrer folk til at komme og være med 1 gang om ugen med start den 22. januar. Der oprettes hold i henholdsvis Fjellerup (to hold i Værestedet, hvoraf det ene er for ældre), Hemmed Forsamlingshus og på Ørum Skole. På alle fire hold arbejdes hele kroppen igennem i et roligt tempo.
- Det bliver således med fokus på styrke, stræk og afspænding og man kan derved vedligeholde kroppen og forebygge eller lindre eventuelle skavanker. Og så bliver det spændende for første gang at skulle lave et hold i Hemmed, udtaler Katja Hestbech forud for kurserne, hvortil man i hvert enkelt tilfælde skal huske at medbringe liggeunderlag og et tæppe.
Blomsterbinding i Ørum og Stenvad
Indenfor blomsterbinding byder LOF Nørre Djurs på to forskellige lærere med hver sit kursusforløb i hver sin by - henholdsvis Ørum og Stenvad. I Ørum hedder læreren Alice Pedersen, og der skal arbejdes med friske og tørrede blomster i formningslokalet på Ørum Skole. Man mødes hver anden onsdag over seks gange med start den 24. januar. I Stenvad er det Kirsten Fogh Gissel der er lærer udi blomsterbinding. Man mødes i Blomsterværkstedet, Stenvad Bygade 17, hver anden mandag - og første gang den 22. januar.
Kirsten Fogh Gissel kører endnu et lignende hold over samme længde - men hver anden torsdag og første gang den 25. januar.
Endelig står hun for nogle endagskurser - herimellem en nyskabelse i form af et forældre/børn-kursus søndag den 11. marts og to endags-påskekurser henholdsvis lørdag den 31. marts og søndag den 1. april.
Et EDB-kursus under LOF Nørre Djurs er også under opsejling. Det foregår i computer bøvl-miljøets lokaler i Nørre Djurs-Hallen i Glesborg med Bjarke Nielsen fra Bøvlmiljøet som lærer. Kurset strækker sig over 7 onsdage fra den 17. januar til den 16. marts, og man kan den første aften ganske gratis og uforpligtende møde op til et introduktionsmøde om kursusforløbet. Man kan også via Bjarke Nielsen rekvirere et program for dette EDB-kursus. Se i øvrigt annonce andetsteds i Grenaa Bladet.
Tilmelding til ét eller flere af holdene kan ske via henvendelse til den enkelte lærer eller til skoleleder Gudrun Lundemose, Bjørnøvej 15, 8585 Glesborg.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000