11-01-2001 |
|
Der var mange »flade pakker« under juletræerne på Djursland |
![]() |
Der var mange »flade pakker« under juletræerne på Djursland den 24. december 2000. Det er en konstatering man er nået frem til i Kulturhuset Pavillonen, og forklaringen fra kulturhusets leder, Hardy Andersen, er som følger
- I de sidste 2-3 uger før jul var der - dels i kulturhuset og dels i Djurslands Banks afdelinger - for alvor travlhed med at sælge billetter til vinterens og forårets større arrangementer i Kulturhuset Pavillonen. I det hele taget er det inden for det sidste års tid blevet mere og mere almindeligt at billetter til et spændende arrangement anvendes som gaver, siger kulturhuslederen, der ved årsskiftet - ligesom landets butikker i øvrigt - kunne gøre julehandelen op. Og den blev altså ganske tilfredsstillende.
- Til nytårskoncerten den 13. januar med Lillian Boutté var der ved årsskiftet solgt næsten 200 billetter, til vinterjazzaftenen med Arosia den 10. februar over 50 billetter, til balletaftenen med Schaufuss-balletten den 27. februar næsten 150 billetter - og til koncerten med rock-gruppen Big Fat Snake den 1. marts var der solgt over 250 billetter ved indgangen til 2001, siger Hardy Andersen, og fortsætter:
- Og billetterne er blevet spredt rundt på Djursland. Det vidner dels de mange forsendelser, som kulturhuset har foretaget, dels de mange billetsalg, der er foregået i bankens afdelinger, om. Den 27. december var de så »store-bytte-julegaver-dag«, men ikke hos os. Ikke én eneste henvendte sig for at få byttet sin kulturhus-billet, beretter han.
Umiddelbart før nytår udsendte Kulturhuset Pavillonen i øvrigt cirka 250 invitationer til organisationer og erhvervsvirksomheder på Østdjursland. Invitationen gjaldt et møde i kulturhuset mandag den 8. januar, hvor husets bestyrelse og ledelse viste rundt i de nye - endnu-ikke-helt-færdiggjorte - lokaler, samt fortalte om de visioner og planer man har for fremtidens kulturhus i Grenaa.
- Mødet skulle dels kunne give erhvervsvirksomhederne en idé om, hvilke nye kursus-, udstillings- og konferencemuligheder, det nye hus kan tilbyde. Og dels give dem idéer til hvilke positive samarbejds- og sponsormuligheder, der kan skabes i forhold til huset og husets mange og store arrangementer, fortæller Hardy Andersen.
Plakatudstilling
Med januar måneds komme er der også taget hul på et nyt år med kunstudstillinger i Kulturhuset Pavillonen. I samarbejde med Dansk Plakatmuseum i Århus er det lykkedes at få en del af den udstilling af plakater af kunstneren Bjørn Wiinblad, der netop er taget ned, til Grenaa.
- Og det er bestemt ikke den ringeste del af udstillingen, der er tale om. Udstillingen spænder fra de første »Spil-selv«-plakater, Bjørn Wiinblad lavede til Musikugen i København i 1945, til de allernyeste han har lavet - blandt andet til Kulturnatten i Lyngby i september 2000, slutter Hardy Andersen.
I forbindelse med udstillingen i Århus blev der fremstillet en stor udstillingsplakat, og både den - og udstillingens katalog - vil være til salg i Kulturhuset Pavillonen hele januar måned.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000