11-01-2001 |
|
Tinnitus-café klar med forårsprogram |
![]() |
Ménière- og Tinnitus Caféen i Grenaa - der holder til i Kulturhuset Pavillonen - er klar med sit program for første halvår af 2001. Der lægges ud med en foredragsaften tirsdag den 9. januar, hvor den lokale heilpraktiker, Jette Malling fra Naturmedicinsk Klinik i Grenaa, kommer og fortæller om helbredsbehandling for krop og sjæl.
Det næste punkt på programmet foregår den 23. januar med en åben café - herunder en video om Meniett og hvorledes den anvendes.
Den 27. januar er der afgang til Århus, hvor der er generalforsamling i amtsforeningen for ménière- og tinnitusramte i Langenæs Handicapcenter.
Den 6. februar er man tilbage i Grenaa’s kulturhus med en åben café, hvor man kan få sin tinnitus lagt ud på en CD. Den 20. februar kommer Egon Engelund fra Center for Hemi-Syne Lydhealing i Århus for at fortælle om musik som hjælpemiddel til afspænding, dybere søvn med videre. Den 6. marts nøjes man med en åben café med socialt samvær, mens et kendt ansigt gæster caféen den 20. marts. Den tidligere sanger og entertainer, Lotte Rømer, gæster caféen med sit populære foredrag »Tungnem i middelsvær grad«. Lotte Rømer er nemlig blevet rimeligt høreskadet - ikke mindst ovenpå sine mange år i underholdningsbranchen. Dette foredrag arrangeres i samarbejde med FOF Grenaa/Midtdjurs/Nørre Djurs.
Den 3. april danner caféen rammen om et foredrag af forstander Jette Vestergård fra Ålborg Høreinstitut. Emnet for hendes fordrag er lydoverfølsomhed.
Programmet rundes af med åben café med socialt samvær den 17. april og afslutning i Naturskolen ved Grenaa Strand den 15. maj.
Caféens hovedformål er at skabe et mødested for personer, der lider af ménière og/eller tinnitus. Caféen er dog åben for alle, og familie og venner til ménière- og tinnitusramte er specielt velkomne. Hovedansvarlige for caféen er fortsat Rie og Henry Markussen, Grenaa, der driver caféen med hjælp fra en flok frivillige med disse høreskader tæt inde på livet.
Caféen råder i øvrigt over et teleslyngeanlæg, der er indkøbt for midler fra Lions Club Grenaa.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000