07-01-2001 |
|
Ældrecenter har taget en vemodig afsked med massør |
![]() |
Personalet i tilknytning til Ældrecentret Posthaven i Grenaa har taget en vemodig afsked med en massør-praktikant fra Silkeborg, der gennem et halvt år har besøgt ældrecentret hver torsdag for at massere de forskellige ansattes mødige lemmer. Områdeleder Ninna Thomsen erklærer uden blusel, at ordningen har været en stor succes blandt dem, der har taget imod den.
- Det har givet en øget kropsbevidsthed, energi og velvære for den enkelte medarbejder, og jeg kan varmt anbefale et sådant tiltag i relation til det at skabe forbedringer på såvel det fysiske som det psykiske arbejdsmiljø på den enkelte arbejdsplads, siger Ninna Thomsen til Grenaa Bladet.
Massør-praktikanten hedder Nina Evert og hun er for tiden i gang med en massageuddannelse på Nordlyscentret i Silkeborg, hvoraf praktikdelen af uddannelsen blandt andet har foregået i Ældrecentret Posthaven i Grenaa.
- Vi håber at kunne få fat i en ny praktikant - om ikke nu så senere. Vi, der arbejder på centret og/eller i området, lægger jo både ryg og krop til lidt af hvert, så det er vigtigt vi får den omsorg, der ligger i at få løst op for eventuelle muskelspændinger i relation til arbejdet, og får dermed får et velvære i kroppen, der i sig selv er forebyggende for både stress og muskelspændinger af forskellig art, siger Ninna Thomsen.
Hun kan fortælle, at omkring 50% af de ansatte - henved 45 medarbejdere - undervejs i dette halvårsforløb har taget imod tilbuddet om at få massage af Nina Evert, og at alle personalegrupper har været repræsenteret i denne pulje.
- Og alle faggrupper har haft glæde af det i det daglige arbejde. Der er virkelig blevet løsnet op for nogle ting hos såvel hjemmehjælpere som kontorpersonale med flere, og det er med stort vemod, at vi har måttet sige farvel til hende, slutter Ninna Thomsen, der vurderer, at de ansatte, der har sagt nej tak til at blive masseret typisk har gjort det på grund af generthed.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000