07-01-2001 |
|
Jan Petersen ny gruppeformand for Socialdemokratiet |
![]() |
Socialdemokratiet på Christiansborg har valgt den 42-årige Jan Petersen som ny gruppeformand. Jan Petersen, der har bopæl i Sangstrup ved Grenaa, og som har opnået valg til Folketinget via Grenaa-Kredsen uafbrudt siden starten af 90erne, afløser Ole Løvig Simonsen, som ikke genopstiller ved næste valg. Forfremmelsen af Jan Petersen skal også ses i lyset af den seneste ministerrokade i regeringen, hvor mange politiske analyser gik i retning af, at Jan Petersen stod for tur til en ministerpost. Sådan skulle det ikke gå, men angiveligt ikke noget han selv skulle gå rundt og begræde synderligt, da hensynet til sin status som familiefar i en småbørnsfamilie, også vejer ganske tungt. Noget der kan være svært at kombinere med en tidskrævende ministerpost på sit visitkort.
Den nye position som gruppeformand for den henved 70 mand store socialdemokratiske folketingsgruppe er da heller ikke at foragte. Det er en meget indflydelsesrig post, hvor Jan Petersen sammen med den radikale gruppeformand Elisabeth Arnold og selveste statsminister Poul Nyrup Rasmussen skal lægge strategien for Folketingets debatter, og i de sager og spørgsmål, der bliver politisk vigtige. Den afgåede by- og boligminister Jytte Andersen, der i ministerrokaden blev fyret til fordel for den unge fynske løvinde, den kun 27-årige Lotte Bundsgaard, bliver ny næstformand i gruppen i stedet for Jan Petersen, der altså befandt sig temmelig tæt på gruppeformandsposten i forvejen.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000