25-12-2000

»Creamy« kom forbi...

Grenaa Blad logo

Den danske succes-duo »Creamy«, som inkluderer den tidligere grenaaenser Rebekka Matthew - kom en smut forbi Grenaa fredag den 15. december, hvor de som et led i deres igangværende promotion-tur for deres nyeste CD, skrev autografer i »Rillen« i Storegade. Og det må siges uden omsvøb, at arrangementet blev noget af et tilløbsstykke. Der var således kødannelse helt ud på gaden, og på intet tidspunkt var den kø, der stak ud af butikken, på under 50 meter. Indehaver Keld Hermann kan fortælle, at den endog på et tidspunkt strakte sig helt til selve Torvet. Der var med andre ord stor interesse for at tage de to Creamy-piger i nærmere øjesyn, og få deres autografer. »Rillen« var af pigernes pladeselskab blevet udvalgt som ét ud af fem steder, der skulle besøges på denne jule-promotiontur for deres nye CD, der hedder »We Got The Time«. Den har ganske givet også til ligget under mange juletræer i år, for forrige søndag havde den netop rundet et salg på 100.000 eksemplarer, og Keld Hermann skønner, at den inden juleaften nåede at runde de 150.000 solgte eksemplarer. En helt uhørt opfølgning på den nærmest vanvittigt sælgende første CD, der nåede at runde de 200.000 solgte eksemplarer. Noget 2'eren også ser ud til at kunne klare, hvilket på det nærmeste er uhørt i den danske pladebranche. Ikke desto mindre er det et par 14-årige tøser, der har begge fødder solidt plantet i den jyske muld, og som derfor var et meget behageligt bekendtskab for »Rillens« medarbejdere.


- De er rigtig søde begge to. Helt nede på jorden og utroligt afslappede i forhold al den virak, de udsættes for, så det var på alle måder en god oplevelse at have dem på besøg, slutter Keld Hermann.


Den anden halvdel af duoen hedder Rannva Joensen, der, som navnet antyder, er færing.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000