25-12-2000

Nye tider på skralde-fronten!

Grenaa Blad logo

Der er nye tider på vej på skraldefronten i Grenaa. I denne uge er det sidste gang Entreprenørgården i Grenaa sender de kommunale skraldebiler på gaden for at indsamle skrald. Pr. den 1. januar 2001 er det det fælleskommunale affaldsselskab på Djursland, Reno Djurs, der overtager opgaven. Helt konkret er det dog nogle andre aktører, der efter vundne licitationer skal have fingrene ned i skraldet - om man så må sige. Indsamlingen af affald skal foreståes af Vejle-firmaet LHM A/S, der har overtaget syv ud af ialt otte kommunale skraldefolk fra Entreprenørgården. Det er også Vejle-firmaet, der har sørget for at omdele det nye renovations-udstyr, som indføres i forbindelse med den nye renovations-ordning. 4300 husstande i Grenaa skulle gerne have modtaget det nye udstyr, idet disse linier læses. Det nye udstyr omfatter en ny - tohjulet - skraldespand i grønt plast, og en ligeledes grøn komposteringsbeholder. Hjemmekompostering indgår nemlig som en vigtig del af den nye ordning, der som standardtilbud har tømning af affaldssækken hver 14. dag i stedet for hver uge. Tanken er nemlig den, at hjemmekompostering - altså alt hvad der hedder organisk og biologisk nedbrydeligt affald - skal ned i kompostbeholderen i stedet for i affaldssækken, så der ikke bliver så meget restaffald fra husholdningen til denne. Vejle-firmaet skal indsamle alt hvad der hedder restaffald og papir, mens Miljø-Team Århus, der har grenaaenseren Allan Larsen som direktør, skal tømme de kuber, der opstilles til aflevering af flasker rundt omkring i byen.


Tak til borgerne

På Entreprenørgården i Grenaa ønsker afdelingsleder Kim T. Jensen her på falderebet til den nye ordning at sige tak til alle grenaaensere for godt samarbejde omkring skraldeindsamling gennem mange år, og i den forbindelse henvise til, at det er Reno Djurs og ikke Entreprenørgården man skal henvende sig til, hvis der skulle opstå problemer omkring den nye ordning.


Kim T. Jensen gør i den forbindelse opmærksom på, at nogle kotymer omkring skraldeindsamlingen i Grenaa nu givetvis forsvinder.


- Enkelte borgere - her tænker jeg først og fremmest svagelige ældre - har fået en service udover hvad vi har været forpligtet til at yde. Det er ikke noget vi har lavet registreringer på, men blot noget vi har gjort som en naturlig del af arbejdet. Altså gjort en særlig indsats for at hjælpe dem af med deres skrald og flyttet sække for dem med videre - uden at det har kostet ekstra. Det er min bekymring, at den service nu bortfalder, men det eneste jeg kan sige er, at det pr. den 1. januar 2001 ikke er vores bord længere. Jeg må henvise til Reno Djurs i så henseende, siger Kim T. Jensen, der på Entreprenørgården nu råder over nogle skraldebiler, som ikke længere skal bruges til deres formål.


- Så hvis der er nogen der går rundt med en drøm om at blive indehaver af en rigtig skraldevogn, så skal de være velkomne til at kigge forbi, slutter han.


Boligselskab ikke tilfredse

Heller ikke i Boligselskabet Grenaa af 1945 tager man ligefrem imod den nye ordning med kyshånd. Boligselskabets repræsentantskab har på bestyrelsens foranledning sendt et klagebrev til Reno Djurs, hvori man gør opmærksom på det urimelige i, at grundgebyret pr. bolig stiger med 97% fra 492,50 kr. til 968,75 kr. incl. moms - uanset om man er boliglejer eller boligejer - samtidig med, at servicen på området forringes betragteligt for selskabets lejere.


- En lejer på 3. sal har jo ikke meget glæde af en komposteringsbeholder, så typisk vil den dyrere ugetømning komme på tale. Det er ganske enkelt ikke muligt at køre en sådan ordning i vores etageejendomme. Nu bliver det endvidere gratis at komme af med sit storskrald på genbrugspladserne, men det er langt fra alle vore lejere, der har den mulighed. Så vi skal alligevel bekoste det at komme af med storskrald ved ejendommene, men skal ikke desto mindre betale fuldt grundgebyr pr. ejendom. Det kan ganske enkelt ikke være rigtigt at parcelhusejerne skal tilgodeses så udtalt i forhold til lejerne, der nærmest skal betale dobbelt-dobbelttakst for blot at opretholde noget der minder om den gamle service på området, udtaler formanden for »1945«, Birte Nørager. Hun håber, at man i en forhandling med Reno Djurs kan finde en fornuftig løsning på problematikken omkring den nye skraldeordning for boligselskabets lejere.


Nye skraldespande er kørt ud til 4300 husstande i Grenaa som optakt til en helt ny skraldeordning, der træder i kraft fra og med nytår

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000