11-12-2000

Dyrenes ABC - nu også i Grenaa

Grenaa Blad logo

Dyrenes ABC i Kolind åbner på torsdag den 14. december en Grenaa-afdeling, som skal bestyres af Connie Nielsen, der på billedet viser, at hundeejere kan købe både store ben og små ben hos Dyrenes ABC på Strandgade i GrenaaPå torsdag den 14. december åbner der en dyrehandel i Grenaa. Det foregår på adressen Strandgade 30 i Grenaa, der gennem mange år har fungeret som købmandsforretning - senest under kædenavnet Super 1. Initiativtageren hedder Per Damberg, og han driver i forvejen en stor dyrehandel i Kolind under navnet Dyrenes ABC. Det bliver også navnet på Grenaa-forretningen, som han har åbnet på opfordring fra flere kunders side. Man har således ment, at der mangler en sådan forretning i Grenaa. Med andre ord, at det var besværligt at skulle køre til Kolind efter dyr, dyrefoder og alskens tilbehør til dyr. Og det har Per Damberg valgt at tage konsekvensen af. Sortimentet i Grenaa bliver det samme som i Kolind - minus fiskene. Her må folk fortsat trille til Kolind, hvor Per Damberg efter eget udsagn råder over ét af landets største akvarieafdelinger. Tilbehør til fisk/akvarier og fiskefoder kan man naturligvis også få i Grenaa.


På dyresiden vil man således kunne opleve sprællevende undulater, parakitter, kanariefugle, zebrafinker, kaniner, marsvin, hamster, chinchilla og ørkenrotter. Derudover alt i tilbehør og foder til diverse kæledyr.


Åbningen af Dyrenes ABC sker med et stort åbningssalg - se annonce andetsteds i Grenaa Bladet - torsdag, fredag og lørdag, hvor butikken åbner klokken 9.00 alle tre dage. Den almindelige åbningstid bliver herefter klokken 11.00.


Butikkens daglige bestyrer hedder Connie Nielsen, og hun kommer også fra Kolind, hvor hun har været selvstændig med cafeteria/pølsevogn.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000