11-12-2000 |
|
Kulturhuset Pavillonen i Grenaa inviterer til årets julekoncert med Århus-koret »Vocal Line« |
![]() |
Kulturhuset Pavillonen i Grenaa har i disse dage travlt med at forberede årets julegave til alle husets venner. Dog med den tilføjelse, at der er tale om en julegave, som man selv skal betale for. Der er nemlig tale om, at huset inviterer godtfolk fra nær og fjern til årets julekoncert med Århus-koret »Vocal Line«. »Gaven« vil blive overrakt søndag den 17. december.
- En julekoncert er naturligvis en begivenhed, som ikke må gå stille af i et kulturhus, som det vi råder over i kommunen. Derfor har vi lavet en aftale med det store og meget professionelle Århus-kor »Vocal Line« om at give koncert og synge for på nogle af julens sange og salmer, siger kulturhusleder Hardy Andersen, og fortsætter:
- Koret tæller 33 unge mennesker - mange af dem i det daglige beskæftiget med musik på musikkonservatoriet eller universitetets musikalske uddannelser - og er under ledelse af af dirigenten Jens Johansen.
Kor i topform
Og det er et kor i topform, der gæster Djursland. »Vocal Line« er netop vendt hjem fra en konkurrence i Holland, hvor det dystede mod 30 andre kor fra Holland, Belgien, Tyskland og Danmark og ikke desto mindre vandt førsteprisen. Hermed blev Århus-koret den første udenlandske vinder af den traditionsrige konkurrence.
Koret har tidligere vundet andre betydelige konkurrencer: I 1997 vandt det således førsteprisen i Riva Del Garda, Italien, og opnåede det højeste pointtal noget dansk kor har nået. Og i 1999 vandt koret igen denne konkurrence foran 50 andre kor fra hele verden. Udover førsteprisen vandt koret en særpris, ligesom én af korets deltagere fik en solistpris. Herhjemme har koret udgivet 4 CD'er, givet adskillige koncerter og lejlighedsvis optrådt i radio og TV.
- Der er ingen tvivl om, at dette kor både kan give tilhørerne en stor musikalsk oplevelse, og kan bringe os alle i det helt rigtige julehumør, slutter Hardy Andersen.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000