11-12-2000 |
|
1. B. fra Mølleskolen i Ålsø hjalp Jyske Bank med at pynte op til jul |
![]() |
1. B. fra Mølleskolen i Ålsø var på et helt specielt gæstevisit i Jyske Banks Grenaa-afdeling på Nytorv onsdag den 6. december i sidste uge. Børnene og deres klasselærer havde nemlig påtaget sig den opgave det var at hjælpe Jyske Bank med at pynte op til jul. Helt konkret gik det ud på, at børnene skulle lave julepynt til bankens juletræ, og derpå pynte det sammen med personalet. Men inden der blev klippet og klistret blev 1. B. vist rundt i banken, hvor der var flere ting der fangede deres opmærksomhed og interesse. Specielt bankboksen gjorde indtryk, men børnene gav også udtryk for interesse for det moderne, åbne kontormiljø, som banken kan byde på. Således mente flere, at bankpersonalets stole også ville kunne gøre stor lykke i en bestemt 1. klasse på Mølleskolen. Enkelte var også imponeret over at se en rigtig bankkunde.
- Nå sådan ser en kunde ud, bemærkede én af de små.
Bankens café var også et stort hit, idet børnene selv kunne gå hen og trække vand og juice fra en automat i caféen. Og det var heldigt, for de led alle som én af en frygtelig tørst...
Måske ansporet af de julegodter, der var linet op til dem i forbindelse med klipningen af julepynt. En seance, der blev så vellykket, at Jyske Bank ikke føler, at der er behov for at rekvirere yderligere pynt til dette års juletræ i banken.
De var med andre ord rigtig, rigtig dygtige til at lave julepynt, og julestemningen i banken denne formiddag var i det hele taget så anløben, at børnene på eget initiativ gav sig til at danse omkring juletræet. Såvel børn, klasselærer som personale havde med andre ord en rigtig hyggelig formiddag
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000