04-12-2000 |
|
Havne-værtshus er genåbnet under det nye navn »Hytten« |
![]() |
Annette Lindahl, der i forvejen driver Skovvejens Kiosk ved Grenaa Strand og Nold's Grill & Cafeteria ved Bønnerup Strand, har nu også overtaget havneværtshuset »Kahytten« i tilknytning til Hotel Grenaa Strand på Havnepladsen i Grenaa, og omdøbt stedet til »Hytten«.
Annette Lindahl har bevæget sig i branchen gennem 12 år som servitrice på havnen - først og fremmest på nu hedengangne »Laredo« på Strandgade - og hun havde lovet sig selv at skulle hun gøre den oplevelse om igen, så skulle det pågældende sted være hendes eget. Og efter en snak med indehaveren af Hotel Grenaa Strand, Roald Vetter, blev idé gjort til handling, og torsdag eftermiddag i sidste uge kunne hun så slå døren op til »Hytten« - der har fået dette navn for at understrege hygge-elementet i det at besøge stedet. Stedet har ikke været drevet gennem 1 1/2 år, men Annette Lindahl lægger fra land med fuld skrue ved at holde åbent hver dag, og det bliver først og fremmest hende selv gæsterne kommer til at møde, selv om hun fastholder sit engagement i Skovvejens Kiosk og spisestedet i Bønnerup.
Stedet har tidligere satset en del på at kunne præsentere live-musik, og den tradition agter Annette Lindahl da også at videreføre. Således spillede Eigil Lindahl, der tidligere har optrådt på stedet, da det hed »Kahytten«, dukkede da også op på receptions-dagen for at levere dagens musikalske indslag.
Stedet har faktisk ikke været helt lukket ned igennem halvandet år, for hver torsdag har en Spareklub holdt møde, for at lægge nogle penge i en sparebøsse a la Julens Glæde. Den klub kører videre under Annette Lindahl. »Hytten« har også et billardbord som det eneste etablissement på havnen, og også den del vil Annette Lindahl gøre en del ud af. Blandt andet via konkurrencer.
Hun håber i det hele taget, at folk fra hele byen, vil lægge vejen forbi »Hytten« ved Havneplads i Grenaa.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000