04-12-2000 |
|
Børnetøj og slik i en ny butik i Lillegade i Grenaa |
![]() |
I Teledanmarks gamle telebutik på adressen Lillegade 7 i Grenaa åbnede i sidste uge forretningen »Pinocchio«. Sortimentet er en kombination mellem kvalitetsslik og kvalitetstøj. Bygningen er i tre etager, og pladsen udnyttes på den måde, at der i stueplanet er slikforretningen, mens man ved at gå op af trappen til de øvrige etager finder en masse forskelligt børnetøj - herimellem mærkevare-artikler fra blandt andet Disney og tøj med de kendte Pokémon-figurer.
Butikkens bestyrer hedder Marianne Sørensen, der efter fem års ansættelse i Ebeltoft - i grillbaren »Gryden« - nu skal til at køre til Grenaa fra sin bopæl i Balle, for at komme på arbejde. Dermed kan man godt sige, at hun vender tilbage til sine rødder. Hun er barnefødt grenaaenser, har gået i skole i Grenaa og er blevet udlært i en forretning i Grenaa - nærmere bestemt hos Mosbæk.
Kombinationen af en tøjbutik med børnetøj og en slikbutik er et helt nyt koncept, som hun glæder sig til at prøve kræfter med.
Om sommeren vil der selvsagt også blive langet mange is hen over disken. Her om vinteren er det de meget fine chokolader fra firmaerne Michelsen og Larsen, der eksponeres. Plus alt muligt andet slik, der kan købes efter vægt. Fem store rør med slik i butikken er endvidere genstand for en julekonkurrence, hvor man skal gætte på, hvor meget slik i gram/kilo, der samlet set er i de fem rør. Konkurrencesvaret skal afleveres senest den 20. december til personalet i butikken, og der vanker en kæmpe julekurv til den heldige vinder.
Tøjet får butikken direkte fra producenterne i form af partivarer/restlagre, som blandt andet inkluderer originalt Disney-tøj, som »Pinocchio« på den led kan sælge til cirka halv pris. Hvilket også gør sig gældende med en række andre mærkevarer. Slagtilbuddet i tøjafdelingen er, at man på et repos kan finde et tilbud med tre stykker tøj for en »hund«. Også kvalitetstøj, men ikke nødvendigvis i et særligt stort udvalg i den enkelte størrelse. Nye varer kommer dog hele tiden til forretningen fra det midtjyske tekstil-mekka, så der skulle hele tiden være nogle nye ting at kigge på i »Pinocchio«.
Marianne Sørensen er butiksbestyrer i »Pinocchio« i Grenaa, der gør i børnetøj og alt hvad hjertet kan begære indenfor slik.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000