27-11-2000

Grenaa Bevaringsforening har præmieret rækkehuse, et dige og to butiksfacader i Lillegade

Grenaa Blad logo

Lillegade 3 - det tidligere Steff Radio og Butik Luna - har fået renoveret sin butiksfacade, der er blevet ført tilbage til sit oprindelige udseende, og det har udløst en præmie fra Grenaa Bevaringsforening. Nu er der smart drengetøj i lokalerne under navnet »Cool«, og det er Søren Bang, der står bag den nye forretning i GrenaaDen årlige præmieoverrækkelse i Grenaa Bevaringsforening (GBF) fandt sted i Kulturhuset Pavillonen i Grenaa torsdag den 23. november. Her var der igen uddeling af præmier »for en særlig indsats til forskjønnelse af bygninger og landskabskulturer i Grenaa Kommune, som én eller flere ejere har gjort«. I år var der præmier til tre rækkehus/kædehuse, et dige ved Slemminggården og to butiksfacader i Lillegade i Grenaa.


Men hvad er gode bygninger set med GBF's bestyrelses øjne. Har det noget med fredede eller registrerede bevaringsværdige bygninger at gøre? spurgte formanden Tommy Glindvad sig selv, hvorpå han svarede som følger:


- Både og!! Gode bygninger vil i GBF's bestyrelses øjne sige bygninger, der hviler i sig selv. Ikke bygninger, der indeholder noget specielt og dyrt, men bygninger, der har en god kvalitet, med det gode håndværk, der er lagt i det. Det vil sige, at også »simple« bygninger er med i vores bedømmelse, når vi står og skal vælge, sagde Tommy Glindvad, og fortsatte:


- Vi har i år ikke kun kikket på bygninger, der har gennemgået den helt store og gennemgribende renovering, men også bygninger, der blot er vedligeholdt fornuftigt, eller hvor der kun er foretaget små eller mindre tiltag. Det er bygninger, der - bortset fra, at der er kommet termoruder i - stadig har de slidte tegl, som måske er blevet overstrøget nogle steder. Den gamle fordør, der er blevet udbedret for mindre rådskader, ingen større ændringer i rumopdeling med videre. Vi fandt også, at der her var nogle gode eksempler og nogle af prismodtagerne kommer fra netop denne kategori, sagde formanden.


GBF forsøger at finde frem til én prismodtager i hver af kategorierne privat beboelse, butik og erhverv/industri. Noget der kun til dels er lykkedes i år.


Indenfor privat beboelse var der priser til de tre rækkehuse/kædehuse Sønderallé 7, Solvangs Allé 7 og Kølvej 16 - alle fra omkring 1950 - der ejes af henholdsvis Edel Juliussen og Kim Pedersen, Anni og Kaj Romlund Andersen og Henning Gleerup.


- Ejerne af disse tre huse har ikke gjort den store stads ud af, at de ejer en god og unik ejendom fra tiden umiddelbart før man begyndte at lave præfabrikerede huse. Det vil sige huse lavet på baggrund af gedigent håndværk. For alle tre ejendomme gælder, at de er tegnet af lokale arkitekter. Blandt andre har arkitekt Peter Bang, som gennem nogle år tegnede mange boliger i Grenaa og omegn, tegnet Sønderallé 7, 9 og 11 samt Kølvej-bebyggelsen 8-48. Begge bebyggelser nærmest oser af hygge. Ejendommene på Solvangsallé er opført af Grenaa Dampvæveri til sine medarbejdere, sagde Tommy Glindvad.


Flotte facader i Lillegade

Hvad butikker angår var der også noget at hente i år for GBF.


- Igen i år har det været en fornøjelse at se indsatsen på vore butiksfacader. Der er foretaget såvel store som mindre investeringer, men ét skal siges: Faktisk alle med gode resultater. Fremhæves skal dog Lillegade 3 og 21. I Lillegade 3 har butiksejerne Birthe og Søren Bang blotlagt facaden på det 78 år gamle hus med et meget smukt resultat til følge, og indrettet tøjforretningen »Cool« i lokalerne. Ejendommen Lillgade 21C er opført i 1912 efter en brand i en tredjedel af den tidligere ejendom Lillgade 21 abc. Ejendoms- og butiksejer - familien Petersen - har lavet en ny og smuk facade til bygningen, der nu huser brilleforretningen Profil Optik, berettede Tommy Glindvad.


En specialpris kunne det også blive til i år. Arbejdet med at reetablere diger rundt omkring i kommunen, mente GBF's bestyrelse skulle belønnes, og valget faldt på et stykke arbejde ved Slemminggården hos familien Didriksen.


- Et kæmpe dige - og et kæmpe arbejde er der foretaget. Ja, ikke kun med digerne om Jeres ejendom. I det hele taget har I på ejendommen udført nogle flotte arbejder på såvel hovedbygning som avlsbygninger og gårdsplads, sagde Tommy Glindvad, der afslutningsvis kunne fortælle, at GBF planlægger en fælles indsats sammen med Grenaa Haandværkerforening, Handelscenter Grenaa og Grenaa Kommune i bestræbelserne på at få gjort den bevarende lokalplan for bymidten aktiv og spændende.


- Måtte denne aften være til inspiration for dette arbejde og den indsats, der her skal ske, sluttede han.


Lillegade 21C er også blevet præmieret for en ny facade. Det er optiker Mogens Petersen, der har sørget for det, idet han har flyttet sin Profil Optik-forretning fra Storegade til Lillegade

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000