27-11-2000

Forsøg på rambuk-tyveri mod guldsmede-forretning

Grenaa Blad logo

Mouritsens Eftf. i Lillegade i Grenaa blev tidligt onsdag morgen i sidste uge udsat for et forsøg på rambuk-tyveri. Naboer til ejendommen i Lillegade blev vækket klokken 04.45 ved et ordentligt rabalder. En mørkeblå firehjulstrækker - Toyota Landcruiser - blev bakket ind i butiksfacadens glasrude for fuld skrue. Men ruden, der er lavet af pansret glas, holdt til trykket, selv om den fik et ordentligt hug. Det var således ikke muligt for tyvene at trænge ind i forretningen. De tog i stedet flugten til fods fra stedet i nord-vestlig retning. Det vil sige med retning mod Vesterport. De var begge iført sort tøj og havde hætte på hovedet.


Bilen var stjålet, hvilket skete fra parkeringspladsen ved Grenaa Vandrerhjem på Ydesvej natten til den 14. november. Meget tyder på, at bilen har befundet sig i Grenaa og omegn lige siden denne dato, og helt frem til det tidspunkt, hvor den blev anvendt til rambuk-forsøget mod Mouritsens Eftf. natten til onsdag den 22. november. Bilens særlige kendetegn er, at den bærer reklame-streamers for »Hvide Sande Tagrens« på både side- og bagrude. Tirsdag eftermiddag ved 14-tiden - cirka 15 timer før rambuk-forsøget blev gjort - blev den angiveligt set på parkeringspladsen ved Grenaa Bibliotek.


Grenaa Politi er interesseret i oplysninger, der kan føre dem på sporet af gerningsmændene. Det vil blandt andet sige, hvis man eventuelt har set bilen med eller uden personer ét eller andet sted i Grenaa og omegn i perioden mellem den 14. og den 22. november. Politiet kan kontaktes på telefon 86321011.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000