27-11-2000 |
|
Ballade ved Idrætscentret |
![]() |
Grenaa Politi måtte fredag den 17. november påny rykke ud til ballade ved en storfest i Grenaa Idrætscenter. Der var her fest for handelsskolens, gymnasiets og teknisk skoles elever og disses påhæng, men på én eller anden måde smutter der som regel nogle uvedkommende personer med ind til festen, og det ender som oftest med ballade i form af hærværk og »småvold«. Således også forrige fredag, hvor politiet måtte sende fire mand til stedet og i det hele taget bruge en hulens masse tid på at rede trådene ud. En enkelt blev anholdt - en 23-årig mand - men desuden har politiet tre andre ungersvende i kikkerten, som man skal have en alvorlig snak med. Alle fire bliver konfronteret med sigtelser for gadeuorden.
En alvorlig snak med festarrangørerne skal man også have, idet politiet ikke længere vil tolerere den omstændighed, at omkring 100 ud af 6-800 festdeltagere ingen som helst relation har til de tre skoler.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000