27-11-2000

Brugen af 0,7 liter Round-Up om året heftigt debatteret i byrådet!

Grenaa Blad logo

Sejr til ukrudtet - Grenaa Kommune vil være pesticid-fri før tid:


Brugen af 0,7 liter Round-Up om året heftigt debatteret i byrådet!

Spørgsmål: Hvor kunne man for nylig finde en heftig debat blandt 18 voksne mennesker omhandlende brugen af 0,7 liter Round-Up på årsbasis til bekæmpelse af bjørneklo? Svar: I Grenaa Byråd, som på det seneste byrådsmøde diskuterede, om Grenaa Kommune fra og med 2001 - to år før den aftalte tid - skal indføre et totalt stop for anvendelse af pesticider på de kommunale arealer. Et flertal mente, at der var en vigtig signalværdi i at kunne vedtage noget sådant, mens et mindretal mente, at det var noget pjatværk, eftersom de 0,7 liter Round-Up vil blive brugt alligevel, idet man efter et »pesticid-stop« blot vil være nødt til at gøre brug af en dispensation.


Baggrunden for beslutningen er som følger:

Den 3. november 1998 blev der indgået en aftale mellem miljø- og energiminister Svend Auken, Amtsrådsforeningen og Kommunernes Landsforening om at afvikle brugen af plantebeskyttelsesmidler på offentlige arealer. Fra den 1. januar skal alle arealer, der ejes, vedligeholdes eller drives af kommuner, amter eller staten drives uden brug af pesticider. Alle de tre nævnte parter skal med andre ord ophøre med at anvende pesticider pr. denne dato. Formålet er at beskytte grundvandet og forhindre »forarmning af naturen«, som det hedder i sagsfremstillingen.


Aftalen gælder alle kemiske midler, der skal beskytte planter mod skader fra ukrudt, svampe og insekter - i daglige tale kaldet pesticider. Dog vil man stadig kunne anvende midler til bekæmpelse af rotter, mosegrise og lignende skadedyr - og anvende midler, der er tilladt i økologiske jordbrug.


Grenaa Byråd var på forkant

Grenaa Byråd vedtog allerede den 4. februar 1997 en målsætning om, at kommunens forvaltninger over en 10-årig perioder skulle nedbringe pesticidforbruget på kommunalt ejede arealer med 20% hvert andet år. På denne måde ville kommunen have udfaset forbruget af pesticider med udgangen af 2006. Beslutningen af 1997 har imidlertid betydet, at forbruget er reduceret væsentligt mere end forudsat. Indenfor områderne der administreres og drives af teknisk forvaltning - de grønne områder og veje - er forbruget faldet fra cirka 90 liter i 1997 til 10 liter i 1999. I indeværende år er der kun vendt 0,7 liter Round-Up til bekæmpelse af bjørneklo - som allerede nævnt. Forvaltningen skønner, at forbruget af kemiske ukrudtsbekæmpelsesmidler for idrætsanlæg i samme periode er reduceret fra cirka 45 liter til 10 liter. Der tegner sig et tilsvarende positivt billede for golfbanen i Grenaa med hensyn til en aktiv udfasning af anvendelsen af pesticider.


Forvaltningen har ingen opgørelse over pesticidforbruget i kommunens øvrige institutioner samt på de kommunale jorder indenfor fritidsområdet - klubber, kolonihaver, sommerhusgrunde, Grenaa Havn og Grenaa Lystbådehavn. Det er på den led forvaltningens opfattelse, at et stop for anvendelse af pesticider ved mindre justeringer i den daglige drift - og ved ændret metodevalg - vil kunne gennemføres for kommunens øvrige institutioner. For idrætsanlæg - boldbaner og golfanlæg - er udfasningen af pesticider vanskeligere, men som nævnt i fuld gang.


Med virkning fra den 15. december 2000 er der imidlertid allerede en landsdækkende skærpelse på vej hvad angår såkaldte befæstede arealer. Det vil sige, at der fra denne dato ikke må anvendes Round-Up - eller lignende kemiske midler - på arealer med belægning af sand, grus, sten fliser og lignende. Noget som Miljøstyrelsen har besluttet, og som gælder for både private og offentlige arealer.


Ukrudt bliver til »bynatur«

Forvaltningen lægger ikke skjul på, at et stop for anvendelse af pesticider uundgåeligt vil få nogle konsekvenser, hvor arealer får et lidt andet udseende. For at få forståelse hos borgerne for dette, er information meget vigtig, understreger forvaltningen.


»Borgernes holdning til, hvad der er ordentligt og pænt, vil fremover ændres, og således at ukrudt ikke altid vil opleves som ukrudt. Buskadser og plantebælter med ukrudt bliver natur i byen (bynatur). Plejeindsatsen trækkes mod bycentre, så randområderne bliver mere grønne«, bemærker forvaltningen i sagen.


Samtidig slås det fast, at der endnu ikke er fundet alternative behandlingsmetoder, der kan matche anvendelsen af pesticider. I dag anvendes især mekanisk og termisk ukrudtsbekæmpelse ved børstning (stålbørster), afbrænding og damp. Metoderne er under løbende udvikling og der forskes intenst på at forbedre dem og derved finde velegnede alternativer til pesticiderne, som Grenaa Kommune dog ikke kan slippe helt, selv om der er indført et stop for anvendelse af dem.


»En beslutning om pesticid-stop på kommunale arealer skal indbefatte en mulighed for, at der i særlige tungtvejende tilfælde kan gives dispensation til begrænset anvendelse af pesticider - receptsprøjtning. Det kan være nødvendigt ved bekæmpelse af bjørneklo, men også i forbindelse med nyanlæg eller ved omlægninger«, hedder det i sagen.


Forskellen er ens

Og det var netop på dette punkt at vandene skiltes i byrådet. Forskellen er ens, hævdede flere Venstre-folk. Altså, at der var tale om spil for galleriet, når man vedtog et pesticid-stop på grundlag af brugen af 0,7 liter Round-Up på årsbasis, velvidende, at den mængde vil man som minimum have behov for alligevel - pesticid-stop eller ej!


Ikke noget man på den anden side af salen kunne bestride. Her mente man dog, at det handlede om at udsende de rigtige signaler når man som Grenaa gerne vil fremstå som en grøn by/kommune.


Formanden for Teknisk Udvalg, Henning Christensen (S), lagde ud.


- Vi skal være »rene« i Grenaa Kommune. Og vi ka' jo godt. Vi er gået fra 90 liter ned til 0,7, og når vi alligevel er nået så langt ned, så kan vi lige så godt tage skridtet fuldt ud her to år før tid. Vi er jo alle enige om, at vi skal have rent grundvand, og så må vi som kommune gå forrest på alle områder. Her tænker jeg også på opkøb af jord omkring tvivlsomme boringer, eller betale for, at der ikke smides kemikalier af nogen art på disse jorder, sagde Henning Christensen, der gerne ville vide, hvorfor de borgerlige ville vente to år med at gennemføre noget, som man allerede er i stand til nu.


Ukrudt i byen ej et kønt syn

De Konservatives Poul Bach svarede i første omgang på spørgsmålet ved at hævde, at hverken byen eller forvaltningen er klar.


- Vi skal bibeholde en smuk by, og dermed holde ukrudtet nede. Der er mange steder vi ganske enkelt ikke kan være bekendt. Vi skal være gearet til opgaven. Mig bekendt er der for 2001 hverken afsat penge til gasflasker eller mandskabstimer til formålet, sagde han.


Venstre's gruppeformand Svend Brandstrup Hansen var heller ikke imponeret.


- Det her er ikke et reelt forslag. Det er rent pjatværk og spild af tid for alle involverede. At give os selv et forbud mod brug af pesticider på grundlag af de 0,7 liter vi reelt bruger på årsbasis, og som vi kommer til at bruge under alle omstændigheder, er helt til grin. Og at begynde at snakke om renere grundvand på det grundlag, er ganske enkelt useriøst. Lad os da hellere fokusere på de landvindinger der virkelig er blevet gjort rundt omkring som følge af vandmiljøplanen fra 1986, og så lad os holde os til det, der er vedtaget mellem KL, Amtsrådsforening og ministeriet. Dermed har vi også tid til udvikling af nye metoder. Jeg kan kun tolke det her således, at det handler mere om hysteri og følelser end om noget som helst andet, sagde Svend Brandstrup Hansen.


Tilfreds SF'er

SF'eren Tom Mortensen var ikke overraskende for forslaget. Noget han og SF gennem en årrække har prøvet at få skubbet ind i diverse kommuneplaner og lignende.


- Hysteri? - ja, hvis man kigger helt konkret på sagens indhold, men der ligger altså en utrolig signalværdi i at være »clean«. Det ligner også meget det Agenda 21-arbejde, som vi som kommune har vedtaget at ville bakke stærkt op omkring lokalt, sagde SF'eren.


Erik Hoberg (S) kaldte det utroligt flot, at forvaltningen på blot to år var gået fra 90 liter til 0,7 liter.


- Når viljen og evnen er til stede, så skal man også gå foran og foregå med et godt eksempel overfor alle andre, sagde han.


Dog ville han hverken stemme for eller imod forslaget, men det skyldtes alene den clearingsaftale, der eksisterer i byrådet og som træder i kraft, når en tæt afstemning er under opsejling samtidig med, at ét af partierne mangler ét eller flere af byrådsmedlemmerne. Venstre manglede nemlig Jørgen Katholm.


Valgkampen skudt i gang?

Lotte Horman (V) syntes for sin del, at valgkampen for 2001 var skudt lidt vel tidligt i gang med denne sag.


- Socialdemokratiet råber ulv, men der er ikke nogen ulv. Der er sat er vældigt arbejde i gang for at undersøge vores grundvand, men der er ingen store pesticid-trusler. Det er nogle meget små boringer der lukkes, så der er ikke meget andet end varm luft i den her sag, sagde hun, idet hun opfordrede til, at man tog den tilbage, og i stedet fik den implementeret i det aktuelle Agenda 21-arbejde.


Det var Tom Mortensen frisk på, idet han med ærgrelse måtte konstatere, at Grenaa Byråd tilsyneladende ikke var klar til at tage en sådan beslutning p.t. Flere Venstre-folk var klar til at ryge op af deres sæder som små raketter for at stemme for dette ændringsforslag, men her gik deres egen gruppeformand ind og sagde nej tak på gruppens vegne - velvidende at han risikerede »tæsk« på et efterfølgende gruppemøde.


- Nu bliver det først for alvor latterligt. Lad os nu tage en afstemning på det her, og så kan folk selv - ved at læse om sagen i pressen - tage stilling til hvad der er skæg og hvad der er snot, sagde han til flere partifællers store fortrydelse.


Og sådan blev det. Der blev stemt om pesticid-stoppet, og for stemte S, SF og Grenaa-Listen - pånær den »clearings-ramte Erik Hoberg« - mens resten stemte imod. Dermed var forslaget vedtaget - dog med den tilføjelse, at kommunen nøjes med at henstille til havne, boligselskaber og lignende om at leve op til de krav som kommunen nu stiller til sig selv.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000