06-11-2000 |
|
Foredrag om at lære at leve med tinnitus |
![]() |
Tirsdag den 14. november har Mèniére- og Tinnituscaféen i Kulturhuset Pavillonen i Grenaa foredragsaften med konsulent og forfatter Torbjørn Jørgensen. Han blev som 51-årig brat ramt af en ondsindet tinnitus - en evig hylen i ørerne. Dette skete i 1995, og i den første lange periode efter var han sygemeldt. Nu er støjen i ørerne nedsat med 50%, og han kan arbejde på halv tid. I foredraget indgår temaer om helbred og energi - noget om negativ og positiv tænkning og definitioner på livskvalitet. Det handler også om, at humor kan hjælpe med til at helbrede, og at man selv kan vælge det gode liv og fravælge det dårlige eller negative liv. Thorbjørn Jørgensen stiller spørgsmål om, hvad man fokuserer på i hverdagen. For tinnitusramte handler det om at fokusere væk fra tinnituslyden.
Der er to typer, der får tinnitus. Unge mennesker som følge af høreskader, og midaldrende, der får tinnitus som følge af stress kombineret med nedsat hørelse. Thorbjørn Jørgensen arrangerede paradoksalt nok selv kurser i ledelse og samarbejde - blandt andet en masse stresskurser - da det gik galt for ham selv. Umiddelbart inden fløj han 34 gange mellem Stockholm og København på kun 3 måneder, og pludselig blev jetmotoren hængende i hovedet.
- Det, der hjalp mig, var afspænding, psykologen og lægen. Især afspænding og visualisering, der er en fantasirejse. Jeg laver drømmebilleder - måske om at sidde på en øde ø, eller at jeg hygger mig med dejlige mennesker - lytter til god musik og laver øvelser. Det er en slags mentaltræning. Du kan vælge at bruge din energi konstruktivt frem for at grave dig ned i dit eget sygdomsbillede. Ligesom hvis du har ondt i en tand. Har du altid tungen oppe i tanden, eller glemmer du den? Det kan lade sig gøre, siger Thorbjørn Jørgensen forud for sit Grenaa-besøg.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000