06-11-2000 |
|
Nyt vagtservice-firma med Grenaa som udgangspunkt |
![]() |
Et nyt vagtservice-firma har set dagens lys i Grenaa og omegn. Med Havnens El-forretning på Nordhavnsvej 11 ved Grenaa Havn som udgangspunkt, er Århus-firmaet DTK Vagt nu rykket ind på det østdjurslandske marked for virksomhedssikring.
Firmaet er en udløber af Dansk Tally- & Kontrolselskab A/S - der gennem en længere årrække har været beskæftiget med optælling af skibsladninger på Århus Havn. Vagtservice blev en del af firmaets virkeområde i 1993. I første omgang kun omkring virksomheder på Århus Havn, men siden er området blevet udvidet støt og roligt, og firmaet dækker nu udover Århus-området også Randers- og Grenaa-området. Der er tale om et mellemstort vagtselskab, som er i aktion alle årets 365 dage. Introduktionen til Grenaa-området kom, da DTK Vagt pr. den 1. oktober overtog alle kørsler til virksomheder med Havnens El-forretnings Securidan-alarmsystemer.
DTK Vagt er underleverandør til Dansikring og har kun ansat godkendte vagtfunktionærer, som tilmed er clearet til alarm/tilsynskørsel for det danske forsvar. DTK Vagt tilbyder som vagtservicefirma følgende serviceydelser: Vagt/hundevagt - vagtfunktionæren har altid hund med - alarmpatrulje, patruljetilsyn, runderingsvagt, portvagt, videoovervågning såvel ind- som udvendigt og adgangskontrol.
- I Grenaa-området er vi med andre ord et alternativ til det allerede eksisterende hvad angår alarmkørsel, runderingsvagt og tilsyn. Derudover råder vi over en videokontrol-afdeling i Århus, der er bemandet 24 timer i døgnet, fortæller vagtchef Kim Koue, der på Djursland råder over to mand plus en bagvagt, som man i påkommende tilfælde kan trække på fra DTK i Randers. På Østdjursland har man således en mand og hund på gaden hver nat. Den gennemsnitlige udrykningstid for DTK Vagt på Djursland er ifølge Kim Koue på 25 minutter.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000