06-11-2000 |
|
Y's Men's Clubberne i Danmark |
![]() |
Y's Men's Clubberne i Danmark præsenterer for 24. år i træk en landsdækkende julekalender. Y's Mens Clubberne er en organisation, som har nær tilknytning til KFUM, og som støtter socialt og humanitært arbejde i Danmark og udenfor Danmarks grænser. Kalenderens forside, som Grenaa Bladet her bringer et udsnit af, er påny tegnet af den kendte tegner, Rasmus Sand Højer, og temaet fra tidligere år med karikaturer af politikere og andre kendte mennesker, er bibeholdt også i år.
Til forskel fra de fleste andre julekalendere er Y's Men's kalenderen udført som priklotteri, idet der er en chance for gevinst bag hver af de 24 låger og dermed dejlige gaver til både børn og voksne. Herudover er der mulighed i en lodtrækning om ekstragevinster, hvis man gætter og indsender svaret på lågehistorien om en kendt julesalme.
I de 23 år julekalenderen er blevet solgt, har den givet et pænt overskud - de seneste år cirka 1 million kroner pr. år - fordelt på de clubber, der deltager i salget af kalenderen. I 1999 blev kalenderen solgt i cirka 70.000 eksemplarer og overskuddet gik ubeskåret til socialt og humanitært arbejde.
Kalenderen sælges med hjælp fra de uniformerede ungdomskorps.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000