06-11-2000 |
|
Nyhedsbrev fra Kulturhuset Pavillonen |
![]() |
I det seneste nyhedsbrev fra Kulturhuset Pavillonen står der naturligvis også noget om den ombygning, renvovering og udbygning, som store dele af Grenaa's kulturhus p.t. er underlagt. Kulturhusleder Hardy Andersen fortæller således følgende under overskriften »Ihhh, hvor vi bygger!!!«:
- Efter en lidt langsom start - sådan følte vi det!! - er der nu virkelig kommet gang i byggeriet. I skrivende stund (mod slutningen af oktober. red.) er et antal tømrere i gang med de sidste skillevægge ved amatørteatrets nye lokaler. En flok elektrikere trækker en masse ledninger til en masse nye installationer. En gruppe murere er i gang med nye skillerum i omklædnings- og toiletrummene og en flok VVS-folk er i gang med varme- og vandforsyningen. Byggeriet giver naturligvis problemer, men heldigvis kun få og små. Således har vi i en periode desværre ikke kunnet finde erstatningslokaler til »Frivilligheden«. Det samme gælder en god del af den undervisning, der hidtil har fundet sted her i huset under Grenaa Musikskole. Og et mindre antal arrangementer har vi desværre måttet sige nej tak til!
Uden tvivl vil renoveringen af den gamle Pavillonsal, ændringen af Den Grønne Stue samt kontorudvidelsen - altsammen arbejder, der går i gang efter nytår - give flere og større problemer, men vi vil i god tid orientere de brugere, der vil blive berørt heraf, beretter Hardy Andersen, og fortsætter:
- Sidst i denne måned (oktober. red.) leveres stålgitterspærrene til den nye hal, og så kommer der for alvor gang i byggeriet af denne efter en pause på 4-5 uger. Og alt tyder på, at Grenaa Amatørteater - som planlagt - kan flytte sit grej fra Remisen til kulturhuset fra den 1. december, og at Vestre Skole og idrætten kan tage den nye hal i brug efter den 1. januar, slutter Hardy Andersen sin byggeri-beretning.
I samme åndedrag glæder han sig over fortsat flot opbakning til de fleste af husets arrangementer. Til koncerten med Lene Siel den 28. oktober var der således udsolgt, mens der op til koncerten med Tamra Rosanes den 5. november kun var ganske få billetter tilbage - om overhovedet nogen!
Og både til Nordisk Viseaften den 10. november og til Irsk Aften den 24. november var op mod halvdelen af billetterne solgt mod slutningen af sidste måned.
- Det er en stor hjælp for os, at en god del af billetsalget foregår i Djurslands Bank, og vi er glade for det fortsatte gode samarbejde med banken. Billetsalget til en klassisk aften med Randers Byorkester og sangeren Lars Thodberg Bertelsen den 17. november - samt til julekoncerten den 17. december med det fremragende Århus-kor Vocal Line - er i øvrigt begyndt, slutter kulturhuslederen.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000