06-11-2000 |
|
Fra svensk grafik til dansk billedkunst i kulturhuset |
![]() |
Efter en måned med svensk grafik har Kulturhuset Pavillonen i Grenaa nu skiftet til danske malerier - ja, i virkeligheden til Djurslands-malerier, men uden at det i motiv- og farvevalg kan ses, at kunstneren bor her på Djursland. November måneds udstiller er Johanne Petersen, Balle. Når hun ikke umiddelbart afslører sig som Djurslands-kunstner hænger det sammen med, at hun i virkeligheden er tilflytter og kun har boet på halvøen i ganske få år. Det er således kun fire år siden, at hun og hendes familie slog sig ned på et nedlagt landbrug i Balle.
Siden debuten i 1992 er det blevet til både deltagelse i en række af landets kendteste, censurerede udstillinger og til udstillinger over næsten hele landet. Og også til en lang række salg til store, kendte institutioner og kunstforeninger.
- Uden tvivl venter der kulturhusets mange, mange november-gæster en glimrende og farveglad udstilling, siger kulturhusleder Hardy Andersen.
Kunstneren udtaler følgende om sig selv i forbindelse med udstillingen:
- På et nedlagt land brug i Balle, som min familie og jeg flyttede ind i for fire år siden, har jeg indrettet mit atelier. Herfra udøver jeg mit daglige virke med maleriet. Udover det underviser jeg også i maleri under Grenaa Kunstskole. Mine malerier er olie på lærred, som oftest affødte af det sete - for eksempel opstillinger, landskaber, fund af gamle materialer som træ,jern, pap, papir og meget andet. Det observerede arbejder jeg til flader på mine både store og små lærreder, udtaler hun.
Udstillingen blev åbnet fredag den 3. november. Åbningen blev foretaget for formanden for Kulturelt Samvirke i Grenaa Kommune, skoleinspektør Carl Åge Lykke Laustrup, og Birgit Juhl, der er lærer ved Grenaa Musikskole, stod for den musikalske underholdning på kulturhuset flygel.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000