30-10-2000

Grenaa Byråd ked af at skulle betale restgæld for klatrevæg

Grenaa Blad logo

En ekstraregning på klatrevæggen i Grenaa Idrætscenter var det eneste, der kunne vække debat i Grenaa Byråd tirsdag i sidste ugeI forbindelse med etableringen af klatrevæggen i Grenaa Idrætscenter i 1998 blev det aftalt, at Grenaa Kommune skulle stå for den økonomiske side i en overgangsfase. Herefter skulle økonomien skilles mellem de involverede parter. Det var intentionen, at klatrevæggen skulle opføres for ikke-kommunale midler, og der forelå på daværende tidspunkt tilsagn om støtte i form af diverse tilskud. På den baggrund startede man opførelsen af klatrevæggen og først i forbindelse med generalforsamlingen i Grenaa Klatreklub i juni måned 1999 stod det klart, at der ville opstå en mellemregning mellem klubben og Grenaa Kommune. Sidste år blev der således foretaget en beregning, der viser, at klatreklubben skylder Grenaa Kommune 30.011 kroner og 36 øre, og der blev indledt et arbejde med henblik på at få forholdene bragt i orden. Der er efterfølgende fra klatreklubbens side blevet indhentet tilsagn om sponsorstøtte til projektet i størrselsesordenen 16.000 kroner, men det efterlader altså Grenaa Kommune med en manko i forhold til det beløb, der er blevet lagt ud på 14.011 kroner og 36 øre, som byrådet nødtvunget måtte afskrive i forbindelse med sidste uges byrådsmøde på Grenaa Rådhus, idet forvaltningen ikke skønnede, at det er muligt at opnå yderligere tilskud til betaling af restgælden. Af principielle årsager var mange byrødder meget trætte af at skulle afskrive dette dog relativt beskedne beløb. Ikke mindst De Konservatives Poul Bach, der med bekymring så på den grad af økonomistyring, der lå i dette projekt. Eller mangel på samme, om man så må sige.


- I procenter er der jo tale om en temmelig stor afvigelse i forhold til det man havde beregnet, og det får jo én til at skælve ved tanken om, hvad et projekt til 14 millioner kroner i Kulturhuset Pavillonen, vil medføre af ubehagelige økonomiske overraskelser, sagde han blandt andet.


Formanden for Voksen- og Fritidsudvalget Erik Hoberg (S) gav Poul Bach ret i, at der bør være en større grad af sikkerhed for, at det man tror man får ind i kroner og øre, vitterligt også kommer ind.


- Det er ikke rimeligt, at man bruger kommunen som økonomisk bagstopper, når man først har opstillet et regnestykke, der viser, at der ikke skal bruges kommunale midler til projektet. Blot lægge pengene ud. Når det så ikke hænger sammen alligevel, sender man bare regningen videre til kommunen. Moralen må være, at vi skal se pengebeløbet, der antages at kunne hentes hjem, på en spærret konto, inden vi bevilger pengene, sagde Erik Hoberg.


Venstres Alice Espeholt spurgte, om det ikke kunne være en idé, at hente pengene hjem igen via udlejning til virksomheder, og dertil svarede Erik Hoberg, at det faktisk er noget der forekommer, men omfanget og indtægterne i den forbindelse var han ikke bekendt med.


Grenaa Produktionsskole og Grenaa Ungdomsskole var også involveret i etableringen af klatrevæggen i Idrætscentrets opvisningshal.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000