23-10-2000 |
|
Forskel på synspunkter ved budget 2001 |
![]() |
Medlem af Venstres byrådsgruppe, Knud Kildahl, omtaler resultatet af budgettet for 2001. Han konkluderer at der er forskel på Venstres og Socialdemokratiets budgetforslag, og at der er stor forskel på de grundlæggende synspunkter.
Det er jeg ganske enig i. Forskellen er nok størst, når talen er om hvad man agter at gøre, hvis man får flertallet, og hvad man så rent faktisk gør, underforstået hvad man rent faktisk fremlægger af forslag i forbindelse med budgettets behandling. I forhold til det samlede budget, er det dog kun få procent vi ikke er enige om.
Jeg kan huske, at jeg i forbindelse med valgkampen i 1993 lavede en privat undersøgelse, der viste, at dèt, at der var en venstreborgmester i en kommune, ikke var nogen garanti for, at skatteprocenten var lavere end andre steder. I dag skriver pressen, at 64 venstreborgmestre er med til at hæve den kommunale skatteprocent, samtidig med at partiet på landsplan kører store annoncekampagner for det modsatte.
Der var i budget 2001 forslag fra Venstre om at kr. 400.000 var sparet ved at centralisere ledelsen på pensionisternes madordning, skulle anvendes til at indføre flex- og skånejobs indenfor ældreområdet. I Socialdemokratiet var vi enige i, at pengene skulle anvendes indenfor samme område (ældreområdet), men vi var ikke enige i, at de skulle anvendes til flex- og skånejobs. Vi støtter tanken om disse jobs, men vil finde finansieringen på anden måde.
Vi mener, at personalet indenfor ældreplejen med stort engagement udfører et meget kvalificeret arbejde. Vi ved også at arbejdet er såvel fysisk som psykisk krævende. Vi mener også at vide, at normeringerne indenfor området bestemt ikke er et udtryk for flothed. Derfor vil vi hellere satse på en forbedring af den faste normering, end at ende i den grøft, hvor der bliver et yderligere behov for flex- og skånejobs, på grund af en nedslidning af det faste personale. Det minder lidt for meget om amterne, der fyrer det faste personale, for derefter at ansætte dyre vikarer.
Omkring de ansatte på Rådhuset, hvor Venstre mener at vide, at der er alt for mange, afledt af at nogle opgaver er lagt ud til f.eks. skoler og børnehaver, har Socialdemokratiet den holdning, at der på Rådhuset - ligesom i den øvrige kommunale sektor - udføres et godt og engageret arbejde. Megen tid går i øjeblikket med at arbejde på at tilrette forvaltningerne til fremtidens udfordringer. Der er i de seneste år nedlagt adskillige jobs på Rådhuset, og vi mener ikke, at der her og nu skal nedlægges yderligere. Vi vil i de kommende år arbejde på, at der sker den fornødne udskiftning af personalet, bl.a. ved fornuftige fratrædelsesordninger, ligesom der kan opstå et behov for at fastholde personer over 60 år, fordi stillinger ikke kan besættes af kvalificerede ansøgere. Og vi bliver nødt til at finde finansiering til ansættelse af flere elever.
Det er lidt trist, at det i øjeblikket er svært at tiltrække kvalificeret arbejdskraft til Grenaa. Derfor må der arbejdes både med bosætningsmiljøet og arbejdsmiljøet.
Vi, der har vores daglige gang i Grenaa Kommune, mener det er et godt sted at være. Vi må arbejde på at omverdenen også får øje for det. I den forbindelse er skatteprocent og grundskyldspromille en del af problematikken. Men jeg tror, der er andre faktorer folk vægter højere. Vi har ikke på forhånd besluttet, at skatten skal stige, men har ment, at det var en nødvendighed, bl.a. afledt af en skæv kommunal udligning.
Henry Møller
medlem af Socialdemokratiets byrådsgruppe og Grenaa Byråd.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000