23-10-2000

Ny kreds for Dansk Kirke i Udlandet

Grenaa Blad logo

Tirstrup Sognehus har været rammen om et vellykket arrangement om Dansk Kirke i Udlandet. Efter års dvale er der taget ny kontakt gennem Info-konsulenten Anders Friis Knudsen, som er gammel Kolind-dreng. En snes interesserede var mødt op for at høre om DKU og de danske kirker i Canada.


Der er nu dannet en initiativgruppe med pastor Kirsten Geertsen, Tirstrup, Inge Fabrisius, Skramsø og Alice Brask, Grenaa.


De vil til foråret indbyde til et nyt arrangement, og de har taget kontakt til pastor Ida Elisabeth Bielefeldt, Mørke, for at samarbejde fremover.


Dansk Kirke i Udlandet har kontakt til mange danske menigheder rundt om på jordkloden, og DKU yder kirkelig betjening og hjælp til mange danskere i det fjerne.


Mange unge, som uddanner sig eller tager job i udlandet eller bare er rygsækturister, har megen glæde af Dansk Kirke i Udlandet.


Især kommer mange unge til DKU-centrene i London, Paris, Bruxelles, Luxemburg, Berlin og Jerusalem. Her er de velkomne, og her kan de møde andre danske unge og være med i et netværk. Har de brug for hjælp, er der også råd for det.


I en verden, hvor mange danskere opholder sig langt borte fra fædrelandet er Dansk Kirke i Udlandet et lyspunkt og holdepunkt, hvor båndet til Danmark og modersmålet holdes ved lige.


I den »Olympiske By« i Sidney har de danske menigheder i Australien etableret en dansk café under OL-2000 og handicapolympiaden. Dette OL-træfpunkt har været til stor gensidig glæde for såvel de danske sportsfolk som de derboende danske menigheder.


Dansk Kirke i Udlandet søger og har brug for medlemmer her i Danmark, som vil bakke op om og støtte de mange danskere, som har slået sig ned i udlandet for kortere eller længere tid.


I foråret 2001 vil den nye lokale initiativgruppe invitere til en aften om danske i Sydamerika med pastor Erik Møller, Knebel, som har boet der, og som er medlem af hovedbestyrelsen i Dansk Kirke i Udlandet.


Alice Brask.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000