16-10-2000 |
|
Fuglsanggårdens lokalråd er klar til årsmøde 2000! |
![]() |
Lokalrådet på Plejehjemmet Fuglsanggården i Grenaa er klar til dette års lokalrådsvalg, der afvikles under betegnelsen årsmøde tirsdag den 31. oktober på Fuglsanggården. Da personalet ikke længere ser sig i stand til at finde tid til at deltage i lokalrådets arbejde, skal der vælges 3 områderepræsentanter samt 2 suppleanter. På valg er Anna Klausen, Hanne Pedersen og Erik Bille, som alle tre genopstiller.
- Vi tror, at der ude i området sidder personer, som kunne have lyst til at opstille og eventuelt blive valgt til at deltage i lokalrådets spændende og mangesidede arbejde, udtaler formanden Carla Stampe Munck fra det siddende lokalråd. Hun håber stærkt på, at mange melder sig på banen forud for årsmødet, og lokker med andet end sine talegaver.
- Naturligvis slutter vi også i år af med Fuglsanggårdens lækre »gule ærter med valgflæsk« - måske endda med en lille snaps til. Af hensyn til køkkenet må vi dog have bindende tilmelding i hus senest den 24. oktober, siger hun.
Til hvert enkelt plejehjemsområde i Grenaa Kommune er der tilknyttet et lokalråd, som er sat i verden for at varetage de ældres interesser i almindelighed og de ældres interesser i det pågældende område i særdeleshed. Lokalrådet på Fulgsanggården består af 7 personer - 6 fra området, 1 beboer samt 3 suppleanter (to fra området plus én beboer, der alle vælges på årsmødet). Lokalrådets formål er at give brugere og borgere i området medindflydelse og medbestemmelse på den ældreservice, der ydes i lokalområdet, og derved forbedre mulighederne for, at områdets servicetilbud er i overensstemmelse med borgernes ønsker.
Et lokalråd har mange opgaver
Lokalrådets opgaver er blandt andet at foreslå og planlægge aktiviteter i lokalområdet, at formidle en gensidig kontakt mellem bruger og borger - herunder at koordinere information om aktiviteter - at træffe beslutninger i samarbejde med områdeledelsen omkring brugerne og borgernes anvendelse af det pågældende plejehjem/ældrecenter, at nedsætte udvalg og arbejdsgrupper, der skønnes nødvendige til at fremme bestemte opgaver og medvirke ved personale-ansættelser og søge medinddragelse omkring og indsigt i styring af områdets budget med henblik på at være med til at sikre, at områdets funktioner bliver tilgodeset og udnyttet bedst muligt.
Med andre ord mange vigtige beføjelser, som de siddende lokalråd godt føler kunne påkalde sig større interesse fra de ældres side med hensyn til aktiv deltagelse i rådsarbejdet, end tilfældet er p.t.
Egoistiske ældre
Formanden for lokalrådet i Posthaven, Børge Kolding, skønner, at der godt kan være tale om at lokalrådene har et image-problem. At rådene drukner lidt i mængden af beslægtede ældreråd, venneforeninger og ældreorganisationer i øvrigt.
- Det er muligt, at vi ikke har formået at synliggøre os i tilstrækkelig grad i forhold til de andre råd og instanser. Faktum er, at det er meget svært at finde nye lokalrådsmedlemmer, hvis én eller flere fra det siddende råd ikke ønsker at genopstille. Men jeg tror ikke kun det handler om, at mange ikke ved hvad et lokalråd er, eller hvad det laver. Det handler i høj grad også om, at mange ældre efter et langt arbejdsliv med mange forpligtelser, bliver lidt egoistiske og sig selv nok. På den baggrund fravælger mange på forhånd det at engagere sig i arbejdet i et lokalråd, som ellers både er spændende og betydningsfuldt. Vi er jo ikke kun med til at arrangere busture og Jodle Birge-koncerter, vi har jo også indflydelse på ældrepolitikken i kommunen, og jeg tror da nok, at den indsats der blev ydet fra lokalrådene omkring indsamling af underskrifter til fordel for de eksisterende plejehjemskøkkener, havde sin virkning, siger Børge Kolding.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000