16-10-2000

Herrefrisør i Storegade

Grenaa Blad logo

Issa Manzini har åbnet herrefrisørsalonen Milano på adressen Storegade 15 i GrenaaStoregade har fået en herrefrisør. På adressen Storegade 15 - i et lokale, der senest har huset en cykelforretning - har Issa Manzini åbnet frisørsalonen Herrefrisør Milano. Salonens navn udspringer af den omstændighed, at Issa Manzini oprindeligt kommer fra Italien, hvor han desuden er udlært frisør i sin onkels salon i - Milano. Han ankom til Danmark for to år siden sammen med sin familie, og de har så bosat sig i Århus. Issa Manzini har en universitetsuddannelse som olie-ingeniør, men den kan han ikke rigtig udnytte i Danmark, så det er frisørfaget, som han har besluttet sig for at gøre til sit levebrød i Danmark. Når det ikke er blevet i Århus, hvor familien bor, er det fordi det er rasende dyrt at åbne forretning i Smilets By. Derfor har Issa Manzini kigget sig omkring efter et sted han kunne leje på lidt mere humane økonomiske vilkår, og lokalet fandt han altså i Grenaa.


- En ven, som har boet i byen, fortalte mig, at det ville være et godt sted at starte en herrefrisørsalon, fordi der er ekstremt få egentlig herrefrisører. Her er mange damefrisører, men da det udelukkende er en herrefrisør-forretningen jeg vil lave - hvor man kan komme ind fra gaden og blive klippet på et kvarters tid til en billig penge - så mente jeg, at Grenaa måtte være det helt rigtige sted at starte, siger Issa Manzini til Grenaa Bladet.


Issa Manzini har også frisørerfaring med sig fra en salon i Århus.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000