09-10-2000 |
|
Trafikale bommerter |
![]() |
Forrige weekend var rig på trafikale bommerter af forskellig art. Den første »fisk«, der sprællede i nettet, var en 45-årig mand fra Ålsø, der via en anmeldelse måtte finde sig i at blive sigtet for kørsel i personbil uden at være i besiddelse af et kørekort. Af gode grunde. Manden har således haft ét engang, men det er blevet ham frakendt for bestandig. Næppe helt uden grund.
Helt galt gik det imidlertid for en anden bilist - en 55-årig mand fra Ryomgård - der i løbet af ganske kort tid formåede at påkøre tre andre - sagesløse - bilister foruden en husmur. Første gang, det gik galt for manden, var da han bakkede ud fra en baggård i Markedsgade i Ryomgård. Først bakkede han ind i en parkeret bil, og dernæst - for lige at sætte trumf på - nappede han også lige en husmur nu han alligevel var i gang. Dernæst gik det ud over to modkørende bilister på henholdsvis Thorsagervej ved Skarresøvej og Jernbanegade i Ryomgård. I begge tilfælde var der nærkontakt mellem bilerne, fordi den 55-årige kom lidt for langt over i den anden kørebane. På Thorsagervej var en tredje bilist involveret, idet denne blev tvunget ud i rabatten, fordi den 55-årige bredte sig lidt vel meget på vejen. Der skete dog kun materielle skader i forbindelse med ulykkerne, som vel at mærke ikke skyldtes fuldskab hos den 55-årige.
Det var der imidlertid tale om på Hovedgaden i Femmøller samme fredag om aftenen, hvor en patruljevogn stoppede og sigtede en 56-årig kvindelig bilist fra Lyngsbæk for at køre spiritus/promillekørsel. Og igen dagen efter om aftenen, hvor en 37-årig mand fra Ebeltoft røg i politiets spritfælde på Erik Menvedsvej i Ebeltoft. Han blev tillige sigtet for kørsel uden førerret, idet han ikke er i besiddelse af et kørekort. Han er tidligere blevet frakendt kørekortet, og har endnu ikke generhvervet det. Ikke sikkert det bliver lettere nu.
En fulderik på knallert kunne det også blive til denne weekend. En ung én af slagsen endda. En 17-årig gut fra Grenaa formåede således at vælte af sin knallert hele to gange natten til søndag. Første gang i Kannikegade foran apoteket, og anden gang - efter at have fået stavret sig selv og sin brandert op på køretøjet igen - på Østerbrogade. Han slog sig så kraftigt, at han efterlod sig en blodpøl på stedet. I ambulance blev han kørt op på Grenaa Centralsygehus, hvor politiet lidt senere havde lejlighed til at alkoteste ham til en promille på 2,05. Her blev han endvidere behandlet for sine faldskader, men var ikke kommet noget alvorligt til. Der venter ham nu en bøde for at have kørt sprit-knallertkørsel.
Og så arbejdede politiet mandag morgen i sidste uge videre med deres cyklist-kampagne, der går ud på at notere cyklister for diverse trafikale unoder. Mellem kl. 07.00 og 08.00 holdt politiet forskellige steder i Grenaa specielt øje med, hvor mange cyklister, der formastede sig til at cykle igennem et fodgængerfelt. Det var der 9 ungersvende og -damer, der gjorde, og de blev hver især sendt hjem med en bøde i lommen i størrelsesordenen 300-500 kroner. Kampagnen fortsætter til glæde for statens bødeindtægter.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000