09-10-2000

Hvor tror du gaflen kommer fra?

Grenaa Blad logo

Djurslands Museum spørger:


Hvor tror du gaflen kommer fra?

Djurslands Museum/Dansk Fisekerimuseum i Grenaa deltager også aktivt i Børnekulturugen 2000. Det sker med konkurrencer, skattejagt, præmier og oplevelser i udstillingerne under temaet »5000 års design«. Der er på den led lavet en spørgeskema-konkurrence, hvor der blandt andet spørges om, hvor gaflen kommer fra?


Dette års efterårsferie-tema på Djurslands Museum er design, fordi muséet i øjeblikket kører en udstilling med værker af den lokale møbeldesigner Hans Sandgren Jakobsen, der har opnået nationalt såvel som internationalt ry for sine designs.


Spørgeskema-konkurrencen er delt op i to. Èn for de 3-7-årige og én for de 7-12-årige. For sidstnævnte gruppes vedkommende stilles der spørgsmål omkring Dystrup-sværdene, fiskeriudstillingen, modelbådeudstillingen, motorudstillingen, møbeldesignerudstillingen, legetøjsudstillingen og lertøjsudstillingen.


- Vi omgiver os typisk med nogle ting, som vi ikke rigtig kender den historiske baggrund for. Det være sig designs eller redskaber. Gaflen kom således først til Danmark omkring 1590 - efter først at have været omkring Tyrkiet og Venedig - så før det tidspunkt spiste man kun med kniv og ske, fortæller Lars Sand Kirk fra Djurslands Museum, og fortsætter:


- Og kaffekanden er eksempelvis arabisk. Mønstre og designs er altså noget, der ofte har mange år på bagen i sin oprindelse. Noget design opnår jo den store kvalitet det er at blive tidløs. Logoet til Carlsbergs øl ser eksempelvis stadig ud, som da Thorvald Bindesbøll tegnede det for lidt over 100 år siden, slutter Lars Sand Kirk, der har været med til forberede efterårsaktiviteterne på muséet, og i øvrigt også er manden bag illustrationerne på Børnekulturugen 2000's foldere, flyers og plakater.


Desuden vil man fra mandag til og med fredag i næste uge kunne opleve muséets store, flotte modeljernbane i aktion.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000