02-10-2000 |
|
Debatmøde på landboskole |
![]() |
Landbrugsland eller naturpark - er der plads til både natur og landbrug i Danmark? Dette og andre beslægtede spørgsmål vil blive søgt besvaret på Kalø Landboskole onsdag den 4. oktober, idet Rosenholm Miljøforum og Djursland Landboforening i fællesskab afholder et debatmøde denne onsdag aften.
Deltagerne i debatten er to af de mest markante profiler i debatten om Danmarks natur og landbrug, nemlig formand for Naturrådet, Peder Agger, og 1. viceformand i De Danske Landboforeninger, Henrik Høegh.
- De to debattører holder hver et oplæg på en lille halv time, hvorefter der er mulighed for at stille spørgsmål. Foruden en debat om de nationale problemstillinger, bliver der også lejlighed til at drøfte sager af lokal interesse med de to oplægsholdere, siger Lars Gleerup, som er natur- og vildtplejekonsulent ved Djurslands Landboforening, og én af de to initiativtagere til mødet. Den anden er Grøn Guide i Rosenholm, Jan Kjær Madsen.
- Debatmødet er åbent for alle, og henvender sig både til landmænd og andre interesserede borgere i lokalområderne på Djursland. Mødet skal medvirke til at sætte fokus på nogle af de aktuelle forhold omkring landbrug, natur og miljø. Vi håber, at mange interesserede vil møde op på Kalø Landboskole denne onsdag aften, slutter Jan Kjær Madsen.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000