02-10-2000

Photo Care i Storegade vil være et levende foto-værksted

Grenaa Blad logo

Indehaveren af Photo Care i Storegade i Grenaa, Peter Weje Nielsen, vil indrette sin 450 m2 store fotoforretning til et levende foto-værksted, hvor folk på tæt hold kan følge alle de aktiviteter, der er i butikken i løbet af en dagHellemann's Boghandel overtaget af naboen:


Photo Care i Storegade vil være et levende foto-værksted

Efter 37 år som indehaver af Hellemann's Boghandel i Storegade, har Morten Strøyberg valgt at gå på efterløn og dermed lukke butikken, hvorfra der har været drevet boghandel i 100 år. Denne lukning har naboen, Photo Care ved Peter Weje Nielsen, benyttet sig af til en forretningsudvidelse ved at overtage det cirka 155 m2 store butikslokale. I lørdags blev væggen mellem de to butikslokaler væltet, og der forestår nu et større ombygnings- og renoveringsarbejde, der skal munde ud i et helt nyt butikskoncept for Photo Care, som dermed bliver en fotoforretning af de større med sine 450 m2 og med hele 30 meter butiksfacade ud til Storegade. Det er Peter Weje Nielsens ambition nærmest at lave et levende foto-værksted, hvor kunderne kommer til at opleve medarbejderne i stort set alle de funktioner og arbejdssituationer, som en arbejdsdag i en moderne foto-forretning rummer.


- Ambitionen er at samle alle butikkens aktiviteter i ét stort rum i ét og samme plan. Derfor trækker vi eksempelvis atelieret ned fra 1. sal, så folk også kan få en fornemmelse af dette arbejde. Dog med nødvendig, fleksibel afskærmning, så det kun er fototgrafering af døde ting, som kunderne kan opleve live og helt tæt på. Alt hvad vi laver i det daglige skal kunne ses af kunderne. Det være sig billedbehandling, billedproduktion, retouchering af billeder, produktion af kopper, krus og T-shirts med billedmotiver med videre, siger Peter Weje Nielsen, der er blevet inspireret til dette butikskoncept via et besøg i en optikerforretning i Nice i Frankrig.


- Der kom man nærmest ind i et levende værksted, hvor 50 mennesker stod og kiggede på, at en 10-15 optikere stod og arbejdede med glasslibning med videre. Vi har selv fået en fornemmelse af, hvor godt noget sådant virker, idet vi flyttede vores fotolaboratorium ud i selve butikslokalet i 1997. Dog under hensyntagen til fuld diskretion omkring folks billeder, hvilket naturligvis også vil gøre sig gældende omkring det nye koncept vi prøver at lave, siger Peter Weje Nielsen, der med overtagelsen af Hellemann's Boghandel snupper forretning nummer 2 i Storegade siden starten i 1983 under navnet Foto-Nyt, som siden er skiftet til Photo Care med indtræden i denne store, landsdækkende kæde.


Fotokurser til kunderne

Men ovennævnte er kun en del af det nye koncept.


- Vi vil også gøre folk endnu bedre til at fotografere via bogen »Øjeblik« og små korte kursusforløb for kunder, der uafhængigt af hinanden har investeret i det samme kamera. Når en 5-7 kameraer af den samme type er solgt, vil vi indkalde denne flok til et kortere kursusforløb, hvor vi vil gå mere i dybden med fotograferingens svære kunst med udgangspunkt i det pågældende kamera's funktioner og muligheder. Det er svært at give folk en total fornemmelse af, hvad kameraet kan i en salgssituation. Ihvertfald så folk kan huske det efterfølgende, men det håber vi at kunne råde bod på med disse gratis kursusforløb, siger Peter Weje Nielsen.


Butikken bliver med de ekstra kvadratmeter også indrettet på en helt ny måde.


- Folk skal kunne se det hele. Vi får muligheden for at vise den fulde bredde og dybde i vores sortiment, således at der ikke befinder sig varer på lageret, som man ikke kan se i butikken. Vi har haft kædens inventarfirma på opgaven med at nyindrette butikken, og jeg tror det bliver rigtig flot, siger Peter Weje Nielsen, der sammen med sit personale - og kunderne ikke mindst - må finde sig i lidt byggerod frem til den 13. oktober, hvor det hele efter planen skal stå klar til indvielse.


Det areal, som Photo Care kommer til at strække sig over, husede for år tilbage hele 6 forretninger. Peter Weje Nielsen har for sin del nu sørget for, at tre forretninger bliver til én fra og med den 13. oktober.


Photo Care i Grenaa bygger om og udvider efter at have overtaget naboens - Hellemann's Boghandel - 155 m2 store butikslokale

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000