02-10-2000

Bent Melchior

Grenaa Blad logo

Bent MelchiorOverrabiner emeritus Bent Melchior, lægger vejen forbi Hr. Sørens Hus i Vejlby tirsdag den 10. oktober. I møderækken »Fremmede skæbner på dansk jord« kommer han og fortæller om »Jøder i Danmark«. Politiken skrev blandt andet følgende om Bent Melchior, da han den 24. juni 1999 fyldte 70 år:


»Bent Melchior er en pryd, ikke blot for Det Mossaiske Trossamfund i Danmark, som han har tjent som overrabiner i næsten 35 år, men for hele den danske præstestand - uanset religiøs orientering. Det skyldes ikke blot at han er skriftklog - han har fordansket de fem Mosebøger fra den hebraiske original - men også fordi han livet igennem har vidst at omsætte sin tro og sine meninger i handling. Han er en liberal humanist begavet med et iltert sind, der har forhindret ham i at falde til ro i en vane-jødedom, der har nok i sig selv og ritualerne. Bent Melchior har været det danskes talsmand i forhold til det jødiske og jødernes repræsentant i forhold til det danske. Han er desuden én af de mest efterspurgte foredragsholdere i landet.«


Og det er som sådan han kan opleves i Hr. Sørens Hus i Vejlby på næste tirsdag. I øvrigt har Grenaa for nylig haft besøg af lillebroderen - den nok så kendte folketingspolitiker - Arne Melchior, der gæstede Grenaa Havn i forbindelse med festlighederne omkring den seneste havneudvidelse.


Det er Hoed Menighedsråd, der står bag dette eftermiddags-foredrag.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000