02-10-2000

Alkoholpåvirket - og på fire hjul

Grenaa Blad logo

Ovenstående er hvad man i daglig tale benævner som spiritus/promillekørsel i forbindelse med kørsel i bil. Grenaa Politi snuppede tre af slagsen søndag i forrige weekend, hvoraf én person stod for to af de tre tilfælde. Ganske godt gået!


Den første »i garnet« var en 26-årig mand fra Fredericia, der påkaldte sig opmærksomhed fra ordensmagten, idet han begik en kørefejl i rundkørslen ved stationspladsen i Grenaa først på dagen. Klokken 8.20 måtte han således se sig anholdt under sigtelse for spirituskørsel. Det skete meget passende på Sygehusvej i Grenaa. Herfra var der jo ikke langt til en blodprøveudtagelse!


En 42-årig mand fra Midtdjurs kunne imidlertid ikke lade sig nøje med en enkelt anholdelse. Nu proppen alligevel var af, snuppede han to af slagsen. Den første anholdelse for spritkørsel i personbil skete ved 19-tiden om aftenen på Korup Skovvej tæt ved Ryomgård. Den næste fandt sted 6-7 timer senere på torvet i Nimtofte. Begge gange kunne politiet tillige sigte ham for kørsel i frakendelsestiden. Næppe helt tilfældigt, at han ikke er i besiddelse af et kørekort for tiden....

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000