25-09-2000 |
|
En »handyman« i Ginnerup er slået igennem på Internettet |
![]() |
I to år har Ginnerup-firmaet Handyman ved Arvid Brøndum befundet sig på Internettet med web-adressen www.handyman.dk. Via dette Internet-firma har han gjort salg af byggemarkedsartikler - indenfor ting som maler-, el- og VVS-artikler - til noget af en succes. P. t. kan Handyman prale af - som én af de største i landet på området, faktisk - at have omkring 15.000 forskellige varer på nettet. Det nye er, at han fra adressen Sunddalvej 7 i Ginnerup - ved kanalen og tæt ved Væksthøjskolen - har åbnet stalddøren (der er sådan set tale om bygninger, der tidligere har rummet både kosstald og malkehus) for almindeligt detailsalg fire dage om ugen torsdag-søndag.
- Vi råder over de mest gængse ting, og har folk specielle ønsker derudover, kan vi nærmest bestille hjem fra dag til dag, siger Arvid Brøndum.
Men internet-delen med hjemmeside og hele molevitten er og bliver Handyman's helt store aktiv, og derfor er det da også med en begrænset åbningstid Arvid Brøndum slår døren op for »almindelige dødelige« forbrugere.
- Det er sket ud fra devisen om, at når vi nu alligevel er her, og folk allerede i forvejen har fundet frem til os rent fysisk, så kan vi lige så godt tage dette skridt med. Det handler jo om at skabe omsætning i firmaet, og det her er en måde at øge den yderligere, siger han.
Arvid Brødum og resten af familien flyttede til Ginnerup fra Hørning ved Århus for fem år siden, og overtog dermed blandt andet nogle fiks og færdige erhvervslokaler, der var godkendt af myndighederne til diner transportable-virksomhed. Selv er han uddannet kleinsmed og ansat ved Teledanmark i Århus. Hans baggrund for at starte et byggemarked på Internettet er således kun den, at han selv er gør-det-selv-mand kombineret med den opfattelse, at priserne på den type varer er for høje. Ved at springe et salgs-led over har han med deciderede mærkevare-artikler kunnet tilbyde disse varer til nogle lidt andre priser.
- Det skal være kendte kvalitets-mærker, som folk kender i forvejen, idet der handles på den her måde. I første ombæring har det været private, der har fyldt mest, men flere håndværksmestre har meldt sig som kunder, og de står da også for den største del af omsætningen nu via storindkøb. Vi leverer blandt andet store strømtavler til byggepladser, siger Arvid Brøndum, der sidste år brugte 500.000 kroner alene i markedsføring på Internettet.
- Målet har hele tiden været at fremstå som en seriøs handelspartner, og da vores hjemmeside er vores facade udadtil, har vi naturligvis brugt mange penge og kræfter på at optimere den, og gøre den så kundevenlig som overhovedet muligt. Den er således ikke plastret til med reklamer, siger han.
Den kører stabilt og fungerer som den skal med varebestilling fra kunden til Handyman's EDB-system, som derpå sørger for at den pågældende ordre eksekveres helt automatisk. Kunden får så tilsendt varerne direkte fra Handyman - eller ved større ting direkte fra leverandøren - og betaling sker så pr. efterkrav.
Og sortimentet er temmelig bredt for står man eksempelvis og mangler sådan noget som et elektrisk hegn, så kan Handyman i Ginnerup såmænd også klare det.
Kik selv på http://www.handyman.dk.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000