25-09-2000 |
|
Gymnasiet laver undersøgelse ved ØMU-folkeafstemningen |
![]() |
Samfundsfag-valghold på Grenaa Gymnasiun & HF laver en vælgerundersøgelse på dagen for folkeafstemningen om Ja eller Nej til den fælles mønt, euroen, torsdag den 28. september. Der er tale om en såkaldt »exit poll«-undersøgelse. Samfundsfaglige elever vil være udenfor to af valgstederne, hvor et udsnit af vælgerne i Grenaa Kommune opfordres til anonymt at udfylde et spørgeskema efter at de har været inde at stemme.
Skemaet vil blandt andet have spørgsmål om vælgernes køn, alder, erhverv, partipræferencer, stemmeafgivning ved sidste folkeafstemning om Amsterdam-traktaten, og hvad man har stemt på dagen. Som noget nyt i forhold til tidligere undersøgelser, vil man også blive spurgt, hvornår man bestemte sig for, hvor krydset skulle sidde. Nogle vælgere vidste formentlig allerede hvad de ville stemme, da folkeafstemningen blev udskrevet, mens andre formentlig først beslutter sig på selve valgdagen. Spørgeskemaerne indsamles i lukkede bokse, så besvarelserne er fuldstændig anonyme. Efter valgdagen indtastes resultaterne og bruges af klasserne til undersøgelse af stemmeafgivningen.
Oversigter og analyseresultater vil senere blive lagt ind på skolens hjemmeside: http://www.grenaa-gym.dk.
Indsamlingen vil ske ved to af fem valgsteder i kommunen - nemlig på Søndre Skole i Grenaa og valgstedet i Trustrup, oplyser de to samfundsfagslærere Henning Olsen og Mads Nikolajsen.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000