25-09-2000

Fordragsaften på muséet om vestjysk særpræg

Grenaa Blad logo

En fagforeningskonflikt på en maskinstation, en lille rockfestival ved navn Haze over Haarum, en kommunal servicebutik, de gamle sange fra højskolesangbogen og de nye fra Johnny Madsen og Tørfisk, Bovbjerg Fyr, kampen mod ornitologerne og vindmøllerne - hvad har alt dette tilfælles?


Jo, det indgår alt sammen i en undersøgelse, som Lemvig Museum har arbejdet med i det seneste års tid om vestjysk særpræg og vestjyske værdier. Her forsøger man at fange noget uhåndgribeligt, noget ikke-fysisk, noget der er mere end en traktor og en halmballe, et festivaltelt og en CD med countrymusik, mere end et jagtgevær og et fiskenet, eller et udklip fra den lokale avis. Undersøgelsen bidrager til at vise, at Danmark er et mangfoldighedernes land, en broget verden, hvor der ikke er noget entydigt svar på, hvad »danskhed« er. Herom handler en fordragsaften på Djurslands Museum mandag den 2. oktober arrangeret af Djurslands Museumsforening. Lederen af Lemvig Museum, Ellen Damgaard, vil denne aften i ord, billeder og lyd lægge op til en debat om regionale forskelle og ligheder.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000