18-09-2000 |
|
Grenaa Filmklub har taget hul på efteråret |
![]() |
Efteråret er vistnok på alle måder blevet en realitet. Også i Grenaa Filmklub, som tog hul på efterårsprogrammet 2000 mandag den 18. september i Grenaa Kino. Det skete med den canadiske film »The Sweet Herafter« af Atom Egoyan. Programmet byder på ialt 7 mandagsfilm. Den næste i rækken er David Lynch's »The Straight Story«, der vises mandag den 2. oktober. Det er historien om at blive gammel, og det er historien om en mands liv. Alvin Straight er en mand, som i 1994 på en minitraktor af en plæneklipper tog ud på en flere hundrede kilometer lang rejse for at besøge sin bror.
Mandag den 23. oktober er den australske film »Holy Smoke« på plakaten. Filmens instruktør Jane Campion vandt De Gyldne Palmer i Cannes i 1993 med »The Piano«. Denne gang fortæller hun historien om kvinden Ruth, der i Indien betages af en hellig mand, og beslutter sig for at tjene ham. Konflikten består i, at familien ikke er helt enig med hende i dette forehavende. Hovedrollen spilles af Sandra Bullock.
Stephen Frears' »Hi-Lo Country« er næste levende billede - om man så må sige. Der er tale om en sen-western i den forstand, at den udspilles langt senere end traditionelle westernfilm. Tiden er midten af 40'erne - lige efter 2. Verdenskrig - og stedet er Texas. Der skulle være tale om et billedskønt og stemningsfuldt tidsbillede af en mennesketypes undergang - de arketypiske cowboys, som måtte strække våben i mere end én forstand på dette tidspunkt.
Mandag den 20. november står den på hollandsk film. »Karakter« af Mike Van Diem er en klassisk kriminalhistorie, der pludselig udvikler sig til et psykologisk drama. Kina er ikke sjældent repræsenteret på filmklubbens program - således også i denne ombæring. Mandag den 27. november kan klubbens medlemmer og deres eventuelle gæster opleve Tian Zhuangzhuang's »Den Blå Drage«, der er en af de mest uhyggelige og skræmmende fremstillinger af den kinesiske kulturrevolution, herunder dens menneskelige konsekvenser, man har set på film.
Der lukkes og slukkes herefter med noget af en filmklassiker mandag den 11. november i form af Carol Reeds »Den Tredje Mand« med Orson Welles i hovedrollen. Historien udspilles i efterkrigstidens Wien, og der er stadig tale om en fremragende psykologisk spændingsfilm, der i øvrigt for ikke så længe siden havde repremiere i de danske biografer i en nyrestaureret udgave i anledning af filmens 50 års jubilæum. Det er naturligvis denne nye udgave, som filmklubbens medlemmer kan glæde sig til at skulle se.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000